Løsspringningen er gennemført med succes (video)

06-03-2020 13:54
Avl

De unge springhingste i Hold I er i dag blev løssprunget for anden gang i Herning, og det er sidste gang i kåringsforløbet. Nu er de 15 hingste klar til den sidste fremvisning på søndag, hvor der vil være frasortering og præmiering

Copyright Ridehesten.com
Quinto Ask. Foto: Ridehesten.com/Ida Dalgaard.
Nyheden fortsætter efter annoncen

15 unge hingste har i Krafft Arena M demonstreret deres springegenskaber i løsspringning, og dermed har dommerne også set hingstene for sidste gang, inden de skal se dem på søndag til frasortering og præmiering.

Dommerne så hingstene første gang ved forbesigtigelsen på Vilhelmsborg i december måned, hvor de også blev løssprunget og igen i februar måned ved trænings-løsspringning. Her ved hingstekåringen i Herning har dommerne set springhingstene i løsspringning onsdag, på fast bund torsdag, hvor de også blev vist i longe, og i dag fredag i løsspringning for sidste gang.

Nyheden fortsætter efter annoncen

Avlsledelsens Johnny Hansen fortæller, at det onsdag aften var nogle meget friske hingste, som dommerne først så løse på banen, inden de blev ledt ind i løsspringningsbanen, der startede med en højere lodret forhindring for at få hingstene til at bakke lidt af, og det klarede de godt.

Copyright Ridehesten.com
Orlando Love Z. Foto: Ridehesten.com/Ida Dalgaard.

– I dag gjorde vi noget nyt i fredagens løsspringning ved igen at få hingstene vist løse i galop på ottetal, og det gjorde dem rolige og balancerede inden springningen. Tidligere gjorde man det, at man trak hingstene ind i løsspringningsslusen, men det er vi gået væk fra. Nu bliver de bare guidet ind og bliver stoppet derinde og får lidt tid, inden de får lov at tage springene, der i dag startede med en oxer, fordi vi i dag var mere interesseret i at se hingstenes form i springningen.

– Det er første gang i mine 10 år med ansvar for løsspringningen her i Herning, at afviklingen har været bedre om fredagen, og det er nok, fordi hingstene igen fik love at løbe i ottetal, og så er banen også rykket lidt væk fra publikum, og det gav mere ro i afviklingen ned igennem serien, konkluderer Johnny Hansen og fastslår samtidig: – Vi har et super godt team til at styre afviklingen af løsspringningen, og det er altafgørende.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner