Cecilia Lindahl
Derfor kan det være svært oven på en stævneweekend med dårlige resultater at fortsætte den daglige træning derhjemme. Jeg har selv prøvet det flere gange i løbet af mine efterhånden mange år på stævnebanerne. Men jeg er blevet bedre og bedre til at håndtere det. Når man er ambitiøs og modig nok til at stille til start og udfordre sig selv, så kan man ikke undgå nederlag engang imellem. Kunsten er så at håndtere sine nederlag på den mest konstruktive måde.
Baseret på mine egne erfaringer som aktiv stævnerytter samt underviser for en hel del stævneryttere, vil jeg give 8 tips til at håndtere et dressurstævne, som er gået dårligt:
1) Hav en holdning til dit program, inden du får bedømmelsen:
Det er dommerens bedømmelse, som afgører éns placering i dressurklassen, og hvordan man har præsteret på banen – altså om man har præsteret godt eller dårligt. MEN det er også vigtigt at gå efter sin egen mavefornemmelse, dvs. selv tage stilling til, om det er gået godt eller dårligt. Når mine elever forlader stævnebanen efter at have redet deres program, spørger jeg dem altid, hvordan de selv synes, at det gik. Jeg mener, det er vigtigt, at man har sin egen holdning til ridtet inden, man får bedømmelsen.
2) Respekter, at dressurbedømmelser i en hvis grad er subjektive:
Dommeren bruger en klart defineret karakterskala og bedømmer på bagrund af retningslinier for, hvordan øvelserne skal udføres. Men det kan ikke undgåes, at dressurbedømmelser i en vis grad er subjektive. Det er ikke som i springning, hvor en bom enten bliver liggende eller falder ned.
3) Gennemgå ridtet sammen med din underviser:
Det er en rigtig god idé at gennemgå ridtet sammen med sin underviser, så man får talt om, hvad der gik galt, og hvorfor det gik galt. Og i den sammenhæng er det vigtigt at drøfte, om fejlene i programmet hænger sammen med udfordringerne hjemme i træningen. Din underviser kan hjælpe dig med at forstå dommerens bedømmelse samt hjælpe med at lægge en plan for, hvordan I sammen tager hånd om det fremadrettet i træningen.
Selvfølgelig skal man også vende de gode ting, de ting som lykkedes og hvor man fik en høj karakter, og glæde sig over det.
4) Se dig selv på video:
Sørg altid for at blive filmet, når du er til stævne. Man lærer rigtigt meget af at se sig selv. Det kan også hjælpe én til bedre at forstå og dermed lære af den lave bedømmelse.
5) Skal trænigen derhjemme justeres?
Nogle gange kan der ske et hændeligt uheld ved et stævne, hvor man ikke selv er herre over, at det går galt. Ligesom man kan have en simpel off-dag, hesten kan være sløj mm. I disse tilfælde er der nok ikke den store sammenhæng mellem ridtet på dagen og træningen derhjemme. Hvis man derimod oplever gentagne lave bedømmelser, får de samme dommerkommentarer og møder de samme udfordringer på banen, så bør man nok justere træningen. Brug dommerens kommentarer til at optimere træningen. Tag en snak med din underviser omkring, hvordan træningen skal justeres.
6) Du er blevet én erfaring klogere!
Det er lettere sagt end gjort -men det er jo rigtig nok! Ligegyldigt hvor dårligt det er gået til et stævne, så er man blevet en erfaring klogere.
7) Det er ikke dit dårlige ridt som definerer dit niveau:
Hvis det i en længere periode har gået godt til stævner, og man har ligget nogenlunde jævnt i sine bedømmelser, må man ikke lade ét dårligt ridt ødelægge sin selvtillid. Husk på alle de tidligere gode ridt – det er jo ikke fordi at du og hesten pludselig er blevet dårligere, og hverken du eller hesten er maskiner.
8) Se fremad mod næste stævne:
Læg det dårlige stævne bag dig, når du har taget de konstruktive erfaringer med dig, og se i stedet frem mod det næste stævne. Mon ikke det går bedre næste gange [??]
Jeg håber, at I kan bruge mine tips til at holde humøret oppe efter et dårligt dressurstævne og fortsætte den målrettede træningen.
Mvh. Line Hermann Hass