En arbejdsaften med Daniel

07-11-2019 20:52

Britt Carlsen

I en næsten fyldt hal på Blue Hors fik vi et indblik Daniel Bachmanns dagligdag på Blue Hors, lige fra fysisk træning med Lasse Kristensen, over træningssamlinger med Nathalie zu Sayn-Wittgenstein til en debat om træning og sundhed med O-dommer og hestedyrlæge Hans-Christian Matthiesen

Copyright Ridehesten.com
Daniel red Blue Hors Zepter uden bøjler. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen

Publikum fik en dejlig aften i selskab med Daniel Bachmann Andersen, der åbnede aftenen med at ride Blue Hors Zepter e. Blue Hors Zack for publikum – efter at hans rytterkolleger havde vist, hvordan de hver tirsdag laver fysisk træning sammen med Lasse Kristensen.

Copyright Ridehesten.com
Fysisk træning uden hest blev bl.a. demonstreret af Agnete Kirk Thinggaard. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen

Den intelligente krop
– Ryttere er atleter, fortæller Lasse Kristensen der er uddannet fysiolog og rytter, og han har gennem de senere år arbejde med flere eliteryttere for at udvikle deres fysik så den er tilpasset jobbet som rytter.
Sammen med ryttere fra Blue Hors anført af Nanna Merrald og Agnete Kirk Thinggard samt Cristian Ruiz og Matt Harnacke, så viste han for publikum, hvordan de træner uden hest hver tirsdag på Blue Hors.

Rytterne viste for publikum, hvor langt der er kommet i forhold til balance på bolden, hvor Agnete imponerede med en flot planke på fitnessbolden.

– Funktionel træning er løsningen på at lave en intelligent rytterkrop. Og det er en nem vej, fortalte Lasse, mens rytterne demonstrerede balance, styrke og symmetri på bolden og i TRX-sele.

Copyright Ridehesten.com
Landstræner Nathalie zu Sayn-Witgenstein var som altid god for faglige forståelige og velbegrundende kommentarer. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen

En aften med tre Zack-heste
Daniel viste, hvordan han rider uden bøjler på Grand Prix-hesten Blue Hors Zepter, samtidig med at landstræner Nathalie zu Sayn-Wittgenstein underviste.

Daniel har redet Zepter siden den var 6 år. Han blev skadet sidste vinter, og han har fået god tid til at komme godt tilbage efter sin skade. Han er stor, og stort gående, og en imponerende hest, som vi fik set.

– Det er vigtigt for mig at give hestene mange skridtpauser, det har jeg også lært, når jeg selv træner, at hestene har samme behov som mig selv for en lille pause. Og ofte bliver de bedre efter en lille pause, sagde Daniel bl.a. da han sammen med Nathalie viste daglig træning af Grand Prix-hesten.

Copyright Ridehesten.com
Blue Hors talent, Anders Sjøbeck Hoeck. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen

Blue Hors talent
16-årige Anders Sjøbeck Hoeck og Blue Hors Zwobber e. Blue Hors Zack, var også en del af aftenens demonstration, da han blev undervist af Daniel for publikum. Han fik stor ros af Daniel for det åbenlyse talent han viser.

– Anders tænker meget over, hvordan han sidder, at han har den rigtige indvirkning og bruger lette hjælpere. Jeg kan rigtig godt lide at undervise Anders, det er også udviklende for en selv som rytter, fortalte Daniel.

– Hvad gør man, når man kommer til stævne og hesten spænder op? Det er helt afgørende, hvordan rytteren reagerer, og får hesten spændt af. Det gør man i sidebevægelser og skridtovergange, forklarede Daniel. Han fik Anders til at lave mange temposkifte, og til at flytte på hestens form.

Overgangene er vigtige, og det er noget man skal øve sig i, mange gange, og hver dag, lød det også.

– Kan man udvikle ryttere i et talentprogram? Ja det kan man og det er en vigtig opgave, at vi som ryttere er med til at udvikle de yngre talenter, bemærkede Daniel, som fortalte, at han ikke selv var vild med skolen, men ville ride, og gik i lære i Tyskland som 16-årig. Også Anders vil hellere ride end gå i skole, fortalte Daniel, og det støtter jeg op om, sagde han, selvom han bemærkede, at det ikke er sikkert, at Anders’ forældre har samme holdning.

Copyright Ridehesten.com
O-dommer og dyrlæge Hans-Christian Matthiesen. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen

Dyrlægen og Daniel
Da Daniel satte sig op på den sidste hest, 6-årige Znickers e. Blue Hors Zack blev det i selskab med O-dommer Hans-Christian Matthiesen, der til dagligt er dyrlæge, hvor han bruger næsten al sin tid på at behandle skadede rideheste.

Den hest var ikke opvarmet inden den kom i hallen, for ham brugte Daniel til at vise, hvordan han starter op i daglig træning. Det er ikke en hest vi har set til championater, for han har ikke været klar i kroppen til at gå stævner.

– Det der gør en god hestemand MK er at man kan tilpasse dig den enkelte hest at kunne omstille sig og uddanne den enkelte hest på dens principper, fortalte HC. Han opfordrede til, at man har en plan for den daglige træning og en langsigtet plan. Har man ikke det, så er det bekymrende, for hestens helbred.

– Det mentale hos hesten er meget vigtigt, han skal have lov til at ”trave til” i trippetrav, og begynde at trække vejret. Han skal være med i hovedet og i kroppen, understreger Daniel, i sin opvarmning på Znickers.

Daniel understregede at det ikke er så vigtigt for ham, at alt er perfekt, han vil gerne lege lidt med sine heste, og arbejde dem under så lidt pres som muligt.

– Det eneste det handler om for mig er, at hesten får en god oplevelse. Det er vigtigt at give hesten den ro og tillid der skal til. Og man skal være omstillingsparat til stævner, for de reagere altid anderledes på stævnepladsen, og så kan man bruge det konstruktivt.

– Det jeg træner aller mest er, at mine heste er meget opmærksomme på mig. Har jeg hesten på min side, og er med mig, så kan man få lov til meget mere, også til stævne, forklarer Daniel. Og HC supplerede med at sige, hvis det bliver svært for hesten, så gå tilbage til noget den har let ved i en periode.

Husk at efterevaluere, ærligt, var dyrlægen/dommeren og Daniel enige om, det er derfra fremgangen også skal komme.

Copyright Ridehesten.com
Der var godt fyldt op under aftenens clinic. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen

Læs mere om Daniels clinic i magasinet Ridehesten.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner