Line er hestepasser for Helgstrand

09-03-2018 15:11

Mai Søegaard Espersen

Under Dansk Varmblods Hingstekåring summer samtlige haller i MCH Messecenter Herning af konstant aktivitet. Et af de steder, hvor der i den grad bliver arbejdet på højtryk, er i staldene, hvor grooms, ryttere og andet personale tilknyttet hestene konstant bevæger sig rundt blandt interesserede købere. Vi fangede for lidt siden Line Dambo, der arbejder som hestepasser og groom for Helgstrand Dressage

Copyright Ridehesten.com
Nyheden fortsætter efter annoncen

Den røde løber skærer en lige linje lige ned midt mellem de to rækker af bokse, hvor en del af Helgstrand Dressages heste står under Hingstekåringen i Herning. Her møder vi 24-årige Line Dambo, der gennem de sidste fire år har arbejdet for Helgstrand Dressage og som om kort tid skal i gang med at gøre den 4-årige Jovian klar til at gå præsentationsklasse med Andreas Helgstrand i sadlen.

12 grooms giver den gas for Helgstrand
Hun – og de 11 andre grooms, der er tilknyttet teamet under Hingstekåringen i Herning, har travlt i disse dage, og det er ikke meget tid, der går med noget andet end at tage sig af de 47 heste, som Helgstrand har medbragt i denne omgang af Hingstekåringen.

”Vi sover ikke så meget, mens vi er her. Måske omkring fem timer eller noget i den stil, men vi forsøger også at hjælpe hinanden, så der er tid til små pauser i løbet af dagen, hvis der fx er noget, vi gerne vil ud og se i hallerne,” fortæller Line, der tog af sted mod Herning med resten af holdet onsdag morgen klokken 6 og som tager hjem igen søndag aften, når Hingstekåringen lukker og slukker for i år.

Hun er egentlig tilknyttet Andreas Helgstrands højre hånd, berider Thomas Sigtenbjerggaard, men han har ikke nogen heste med i Herning, så Line hjælper til med de andre heste, fortæller hun.

Nyheden fortsætter efter annoncen

"Det er fedt at være med i Herning, fordi er gang i den. Man møder alle dem man kender, og så er der masser af gode heste at se på," fortæller Line, der er en af de mere erfarne piger, der er med:

”Jeg er efterhånden blevet gammel og har styr på det hele. Jeg ved simpelthen, hvordan vi griber det hele an, og hvor alt skal være, og det er en fordel,” fortæller Line, mens hun åbner boksen ind til Jovian, der interesseret hilser på. Han er en høj herre på 175 cm, men ifølge Line har han et fantastisk temperament, og han er nemt at arbejde med.

Copyright Ridehesten.com

Fuldtidsgroom hjemme i Uggerhalne
Hjemme i Uggerhalne i Nordjylland bor Line et stenkast fra Helgstrand Dressage, hvor hun arbejder fem dage om ugen - og hver tredje weekend fra klokken 7 om morgen til 16.30. Her tager hun sig kærligt af omkring 11 af de heste, der står i træningsstalden og sørger for alt fra morgenfodring til grooming og klargøring af hestene til Thomas Sigtenbjerggaards daglige træning af dem.

”Jeg blev egentlig groom, fordi jeg gerne ville have hjælp til træning af min egen hest, og det får dem, der arbejder hos Helgstrand ved siden af deres arbejde,” fortæller Line, der har to heste, som hun modtager undervisning på af Thomas Sigtenbjerggård.

 

Astrid Ø. Sørensen

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Astrid Ø. Sørensen