Annika Knudsen Lorentsen
Hele 80 ekvipager mødtes i går aftes i den 145 cm rankingklasse ved det 2-stjernede internationale stævne i hollandske Kronenberg, på Peelbergen Equestrian Center.
Her lykkedes det to danskere at ride sig ind i placeringerne, og det var ikke hvilke som helst placeringer. De to danskere sikrede sig nemlig de to bedste af slagsen.
Sejren tog Theodor Linde i sadlen på Talinka de Quelennec Z e. Taalex/Diamant de Semilly, da han red fejlfrit i tiden 61,66 sekunder. Den tid var der ingen der kunne slå, og dermed var førstepladsen dansk.
På andenpladsen blev det også en dansk rytter. Her var det Renée Uvlsbjerg der red den danskavlede hoppe Celeste Balslev e. Conthargos/Con Air (opdr. Fuglesangsgård) hurtigt og fejlfrit igennem banen.
Stævnet i Peelbergen fortsætter i dag og søndag, hvor der blandt andet er Grand Prix på programmet på søndag.