Laura Tomlinson har fået barn nr. 4

10-11-2021 14:46

Britiske Laura Tomlinson, som er bedst kendt for sin store, internationale succes med DV-vallakken Mistral Højris, er netop blevet mor for fjerde gang

Copyright Ridehesten.com
Laura Tomlinson og Mistral Højris vandt den 4-stjernede tur ved CDI Hagen - Horses and Dreams - samme år som hesten blev pensioneret fra sporten. Foto: Ridehesten.com/Thomas Bach Jensen.
Nyheden fortsætter efter annoncen

Da Laura Tomlinson (født Bechtolsheimer) var midt i 20'erne, var hun en af verdens bedste dressurryttere, når hun sad på sin DV-vallak Mistral Højris e. Michellino/ Ibsen (opdr. Betty Rasmussen).

Den store vallak, der blev kaldt Alf, og som hun havde købt i Danmark hos Hasse Hoffmann, var hendes partner i store dressurbedrifter. Laura og Alfs medaljehøst startede allerede ved EM 2005 for junior- og ungryttere i Barzago, Italien, hvor de vandt individuel bronze og holdsølv.

Sidenhen er det blevet til individuel bronze og holdsølv for det britiske seniorhold ved EM 2009 i Windsor, tre sølvmedaljer ved WEG 2010 i Kentucky, individuel bronze og holdguld ved EM 2011 i Rotterdam, og igen individuel bronze og holdguld ved OL 2012 i London.

Copyright Ridehesten.com
Laura Tomlinson ved CDI i Hagen i 2013. Foto: Ridehesten.com/Thomas Bach Jensen.

Desværre var hesten ikke fit nok til at starte EM 2013 i Herning, hvilket ellers var planlagt som hans sidste store mesterskab. Tidligere samme år vandt ekvipagen bl.a. ved CDI Hagen. I julen 2013 under World Cup-stævnet i Olympia London blev Mistral Højris hædret, fejret og pensioneret.

Nyheden fortsætter efter annoncen

I 2014 fik Laura og hendes mand, Mark Tomlinson, deres første barn (Annalisa). Laura fortsatte sin ridekarriere og har haft adskillige andre Grand Prix-heste, men har ikke siden Alt nået helt de samme højder.

Selv om hun igen i årene 2017 (Wilfred Simon) og 2019 (Hanni Rose) blev mor, så fortsatte dressurkarrieren, og i 2020 var hun tæt på at gøre comeback på det engelske landshold, da hun med sin tyske hoppe Rose of Bavaria scorede op til 80% i Grand Prix.

Midt i succesen med Rose of Bavaria sidste år mistede hun sin legendariske far, Dr. Wilfried Bechtolsheimer, der også var hendes træner og mentor.

Sidste nyt fra Laura Tomlinson lyder, at hun den 8. november 2021 blev mor til sit fjerde barn, Tommy George. Hun skriver på Facebook, at familien allerede er helt forelsket i det nye familiemedlem.

Læs også

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner