Laura om EM: – Jeg vil gøre hvad jeg kan

06-07-2025 06:52

Annika Knudsen Lorentsen

23-årige Laura Baaring Kjærgaard er en af de danske ryttere der skal ride senior EM i spanske A Coruña i uge 29, og hun fortæller, at hun ikke havde sat næsen op efter en udtagelse, men at hun er meget glad for at skulle afsted

Copyright Ridehesten.com
Nyheden fortsætter efter annoncen

Om 11 dage rider rytterne på banen til den første runde af EM i springning for senior. Mesterskabet afholdes i A Coruña i Spanien, og til start kommer fem danske ryttere. Det danske landshold skal konkurrere i holdkonkurrencen såvel som individuelt, og en af de danskere, der snart drager til det spanske, er Laura Baaring Kjærgaard. Hun fortæller, at det betyder meget at være udtaget til hendes første seniormesterskab:

– Det betyder meget. Det er en af de ting, jeg altid gerne har ville opnå på sigt, men at det skulle ske allerede nu, det virker næsten urealistisk. Jeg havde ikke regnet med det eller planlagt efter det, men jeg er glad for det og også lidt nervøs.

Det handler om at gøre sit bedste
Foruden Laura tæller det danske landshold rytterne Andreas Schou, Søren Møller Rohde, Zascha Nygaard Lill og Caroline Rehoff Pedersen. De tre førstnævnte har alle redet mindst et seniormesterskab før, og særligt Andreas har meget mesterskabserfaring fra tidligere, mens både Caroline Rehoff Pedersen og Laura Baaring Kjærgaard begge kommer til det spanske som debutanter. Laura forklarer, at hun ikke har de store forventninger, da det er en helt ny opgave, hun står overfor.

– Man tager altid afsted til stævne for at vinde, det er det man prøver på, men i den her sammenhæng, bliver jeg selvfølgelig ikke skuffet, hvis ikke jeg vinder, forklarer Laura med et lille grin og fortsætter: 

Nyheden fortsætter efter annoncen

– Man kan sige, at resultatet måske på en måde ikke er så vigtigt, men jeg vil gøre hvad jeg kan, og ellers handler det om fornemmelsen og den erfaring, jeg får ved at være med. Jeg håber at kunne tage derfra og føle, at det kan jeg godt gøre igen. Jeg håber, at jeg kommer til at føle, at jeg godt kan magte at ride et mesterskab for senior. Det er det vigtigste for mig, og så vil jeg som altid gøre det bedste jeg kan, også selvom jeg skal ride under et større pres end jeg har prøvet før. 

Copyright Ridehesten.com

En speciel hest
Laura har i omkring fem år boet i Belgien, hvor hun arbejder hos Jos Lansink, og allerede dengang hun startede dernede fik hun hesten Guppie VDL e. Arezzo VDL/Cardento under sine vinger. Hesten som hun nu skal til EM med. I første omgang var det dog kun en kortere periode, da de rokerede lidt rundt på hestene mellem rytterne dernede. 

– Jeg havde ham helt i starten, men så rokerede vi lidt rundt og han blev redet af andre end mig. For omkring et år siden fik jeg ham så tilbage, og så er det gået over al forventning siden. Jeg havde ikke regnet med, at det ville gå så stærkt, forklarer Laura og fortsætter: 

– Han er en vanvittig god hest, men en meget speciel hest, som har meget blod. I starten var han en stor opgave for mig, men vi har fundet godt sammen og jeg er glad for, at det er ham, jeg skal have med til EM.

Laura og Guppie har leveret mange gode runder sammen det seneste år, og de har blandt andet redet flere 160 cm-klasser, ligesom de er blevet placeret som nr. 6 i en 155 cm Grand Prix sidste år.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner