Thomas Bach Jensen
For den belgiske professionelle dressurrytter Larissa Pauluis blev 2020 et horribelt år. Hun og hendes mand, Grégoire Naslin, har i flere år drevet et større ridecenter med uddannelse af dressurheste.
Både Larissa og Grégoire trænede og uddannede hestene - indtil den dag i maj sidste år, hvor 39-årige Grégoire døde af hjertestop og efterlod Larissa alene med parrets to døtre og hele forretningen, som de var to til at drive. Derfor har det forgangne år samt vejen til OL 2021 i Tokyo ikke været let for Larissa.
Den belgiske fotograf Dirk Caremans var endnu engang på pletten, da Larissa Pauluis hilste af efter sit Grand Prix-ridt og hævede venstre hånd for at sige tak og dedikere sit ridt til Greg. Billedet "Riding for Greg" har i løbet af natten nået berømmelse verden over.
Hvert år foreviges særlige øjeblikke ved OL til at gå ind i historien. Om "Riding for Greg" vil blive husket i mange år, er uvist, men lige nu rører det mange mennesker verden over dybt, og måske er Larissa med til at fortælle andre, at der er lys forude.