Landsholdet i mounted games

10-05-2015 08:03

De fem ryttere, der sammen med deres lynhurtige ponyer skal repræsentere Danmark på mounted games-landsholdet for 2015, er blevet udvalgt. Nu begynder arbejdet frem mod EM i Frankrig

Copyright Ridehesten.com
Modelfoto.

Efter tre samlinger med intensiv træning i landsholdstruppen har landstræner Signe Sehested fundet de fem ryttere, hun vil have med til EM.

Open-landsholdet for 2015 ser dermed således ud:
Liv Møller Jensen (21) på Misty
Lea Høybye (25) på Mary
Line Jenvall (21) på Lady
Katrine Petersen (25) på Patch
Stine Omsted (23) på Dakar

Det er et hold af erfarne piger, der flere gange før har redet i de røde og hvide farver og været med til at hente flotte resultater hjem til Danmark. 

I år går turen til Frankrig. Her løber Europamesterskaberne af stablen i august, og efter stabile top 10-placeringer gennem den seneste årrække er målet at hente en top 5-placering hjem i 2015.

Landstræner Signe Sehested udtaler: 
Det krævede mange overvejelser at udtage seniorlandsholdet for 2015, da feltet bestod af nogle rigtig dygtige ryttere, der alle besad forskellige, gode kvaliteter. Jeg er dog sikker på at have udtaget et rigtig stærkt og varieret hold, der kommer til at komplimentere hinanden godt, og som også har stor international erfaring og kapacitet. De næste måneder kommer til at gå med at bygge rutine og rytme ind på holdet, så de fem equipager kommer helt ind på hinanden. Jeg ser frem til en spændende sæson med et stærkt og innovativt landshold.

En af holdets markante profiler, Katrine Petersen, udtaler efter udtagelsen:
Jeg blev utrolig glad, da jeg modtog beskeden om, at jeg var blevet valgt, som en af de fem der skal repræsentere Danmark ved EM i Frankrig til sommer! Mounted Games fylder en stor del af mit liv, og jeg har arbejdet hårdt for at komme på landsholdet, så det var en helt fantastisk nyhed at få.

Line Jenvall, der med sin pony Lady gjort sig bemærket på landsholdet gennem flere år udtaler:
Det er et kæmpe skulderklap, og jeg er meget beæret over igen at kunne trække i landsholdstrøjen. Der er ingen tvivl om, at der venter hårdt arbejde foran os, når vi skal leve op til de store forventninger og et højt ambitionsniveau, men jeg glæder mig meget.

Landsholdet repræsenterer Danmark i den åbne aldersklasse. Danmark sender også et U12 og et U17 landshold afsted mod EM.

Kilde: pressemeddelelse

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner