Maja Golles
Det er altid en stor fornøjelse at besøge Landsfinalerne. Humøret er højt, konkurrenceånden sund og så er der det helt specielle samvær. - Dette er ikke som et almindeligt stævne, men meget sjovere og meget mere afslappet, som en af deltagerne beskrev arrangementet – og mon ikke denne beskrivelse gælder for såvel deltagere, arrangører og besøgende tilskuere? Selv under præmieuddelingen var der spænding, idet den sværeste afdeling af Pony Games – afd. B øverst havde to hold, der havde nøjagtig samme tid og nøjagtig samme antal point. Det blev derfor til en delt 1. plads til Aalestrup Heste- og rideklub og Kærgård Rideklub. Intet blev altså endelig afgjort – men i stedet fik de to hold en invitation til at få matchen afgjort under World Cup stævnet i Odense i efterårsferien. Og det var åbenbart slet ikke så ringe endda! Pony Games afd. C blev vundet af Kolding Rideklub, mens afd. A blev vundet af Rideklubben Egene. Team Cup dressur blev vundet af Nordals Rideklub. Kvadrille afd. B blev også vundet af Nordals Rideklub, der ligesom vinderne af Pony Games afd. B fik en invitation til at opvise under World Cup i Odense senere på året. Kvadrille afd. A blev vundet af Bedsted Rideklub. Mix kvadrille blev vundet af Rytterforeningen Baunehøj. I Hestefodbold vandt de to hold fra Rideklubben Hedelykke – ud af i alt kun 4 deltagende hold. Vinderholdet udtalte umiddelbart efter præmieoverrækkelsen: - Vi er sikre på, at vi vandt, fordi vi har så godt et samarbejde. Desuden elsker vores heste hestefodbold – bare de ser en bold, går de amok. Holdet fortæller, at de op til Landsfinalerne har trænet hver 14. dag. I voltigering blev vinderne: Afd. D: Brammings tirsdag 2-hold, afd. E: Bramming Sportsrideklub, afd. F (junior): Bramming, afd. F (ungdom): Midtsjællands Rideklub. Læs mere om Landsfinalerne i augustnumrene af Ridehesten og Ridehesten Junior - og hold øje her på siden, hvor der i starten af næste uge lægges billeder ud i vores store billeddatabase.