Kvalitetsafkom i Blue Hors' hingsteshow

03-04-2022 17:29
Avl

Søndag eftermiddag har budt på åbent hus med hingstefremvisning på Blue Hors med en god blanding af hingste, auktionsheste, avlerpræmieringer, udtrækning af præmier samt skønne afkom efter Blue Hors-hingste

Nyheden fortsætter efter annoncen

Det er den helt store åbent hus-weekend, og i dag blev der vist hingste og afkom i den store opvisningshal hos Blue Hors på Korshøjgaard, lige som hingstestationens udenlands-stationerede hingste blev vist på storskærm; heriblandt Blue Hors Santiano og Blue Hors Zackerey.

På en kølig forårsdag luner det med charmerende, unge føl, og her havde avlsleder Martin Klavsen særligt fundet et par hjerteknusere efter Grand Prix-hingste Blue Hors St. Schufro frem. Blandt afkommene var også et par veltravende åringsplage efter Blue Hors Monte Carlo TC, men det var to ridehopper, der i dag fik taget til at lette; nemlig to fremragende døtre efter stationens nye hingst, Blue Hors Baron. Disse to hopper, Balady og Bonsai, var netop også årsagen til, at Blue Hors valgte at kigge nærmere på hingsten Baron og endte med at købe ham.

I dag blev der vist to dejlige 3-års hingste; Blue Hors Feinstar e. Blue Hors Farrell/Bon ‘A Parte og ikke mindst Blue Hors Storm DWB e. Sezuan/Tailormade Temptation redet af Cecilie Hedegaard. Lidt længere i uddannelsen var de to 5-årige hingste, Blue Hors Monte Carlo TC e. Dream Boy/United og Blue Hors Viconte e. Vivaldi/Sandro Hit, som også begge havde afkom i hallen for at demonstrere deres positive nedarvning.

Dagens travleste rytter, Nanna Skodborg Merrald, viste også den 7-årige Blue Hors Kingston e. Glock’s Toto Jr/Turbo Magic, der er godt på vej i sin uddannelse. Stationens 9-årige Blue Hors Baron e. Callaho’s Benicio/Sir Donnerhall I blev redet af Cristian Tudela Ruiz, mens publikum var begejstrede over lige at have set hingstens to skønne døtre under rytter. 11-årige Blue Hors Farrell e. Fürstenball/Dacaprio, der blev redet af Nanna Skodborg Merrald, er kendt som en sikker nedarver af meget flot type og særdeles god trav.

Nyheden fortsætter efter annoncen

Intet mindre end tre aktive Grand Prix-hingste blev fremvist i dag, og drejede sig først om 12-årige Blue Hors Veneziano e. Vivaldi/Donnerhall med Laura Kristine Thorup i sadlen. Nanna Skodborg Merrald vist både Blue Hors St. Schufro e. /Blue Hors Don Schufro, som nu er tilbage i fuld træning efter en skade sidste år, og sin OL-hest Blue Hors Zack e. Rousseau/Jazz på 18 år og øjensynligt i sit livs form. Det er en hingst, der år efter år har formået at få publikum op ad stolene.

Årets Blue Hors-Avler 2022

Toppen af avlerpræmieringen var afsløringen af vinderen af titlen Årets Blue Hors-Avler 2022. Hæderen og statuetten af Blue Hors Don Schufro gik til Stutteri Skoven ved Kirsten Bjerregaard Hansen, der blandt andet har avlet elitehingsten Skovens Rafael e. Blue Hors Romanov/Blue Hors Don Schufro, guldmedaljehoppen Skovenz Tzarina e. Blue Hors Zack/Blue Hors Don Schufro og Skovens Vanilla e. Blue Hors Soprano, der er bedst kendt som mor til guldmedaljehoppen og UVM-medaljevinderen, Queenparks Wendy, der nu går Grand Prix.

Følgende hingste blev fremvist live:

  • Blue Hors Farrell e. Fürstenball/Dacaprio, redet af Nanna Skodborg Merrald
  • Blue Hors Feinstar e. Blue Hors Farrell/Bon ‘A Parte, redet af Hermann Gerdes
  • Blue Hors Kingston e. Glock’s Toto Jr/Turbo Magic, redet af Nanna Skodborg Merrald
  • Blue Hors Veneziano e. Vivaldi/Donnerhall, redet af Laura Kristine Thorup
  • Blue Hors Storm DWB e. Sezuan/Tailormade Temptation, redet af Cecilie Hedegaard
  • Blue Hors Monte Carlo TC e. Dream Boy/United, redet af Nanna Skodborg Merrald
  • Blue Hors Viconte e. Vivaldi/Sandro Hit, redet af Ulrik Falbe-Hansen
  • Blue Hors Baron e. Callaho’s Benicio/Sir Donnerhall I, redet af Cristian Tudela Ruiz
  • Blue Hors St. Schufro e. /Blue Hors Don Schufro redet af Nanna Skodborg Merrald
  • Blue Hors Zack e. Rousseau/Jazz
Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner