Kun fem dommere skal dømme World Cup

02-02-2025 15:17

Dommerpanelet til World Cup-finalen i dressur 2025 er nu blevet offentliggjort. For at reducere udgifterne skal finalen i år bedømmes af fem dommere i stedet for de vanlige syv

Copyright Ridehesten.com
Nogle af verdens bedste dressurryttere rider om World Cup-trofæet den 2.-6. april i schweiziske Basel, men i år bliver de bedømt af fem dommere i stedet for syv. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen

Når årets World Cup-finale i dressur skal afgøres i Basel i Schweiz den 2.–6. april 2025, bliver det med kun fem dommertårne om dressurbanen. Til større dressurmesterskaber såsom OL, VM, EM og også World Cup er det kutymen at have syv dommere i stedet for de fem, der er til normale internationale stævner. I år har FEI dog besluttet at afvikle World Cup-finalen med kun fem dommere for at reducere udgifterne ifm. stævnet. 

Et andet forslag var også at bibeholde de syv dommere og i stedet droppe "Judging Supervisory Panel", et tilsynspanel bestående af tre ekstra dommere, der holder øje med bl.a. tekniske fejl, hvis de dømmende dommere skulle overse noget. FEI har dog valgt at bibeholde tilsynspanelet og kun have fem dommere i aktion, skriver Eurodressage.

Fordelen ved at have syv dømmende dommere er, at jo større dommerpanelet er, jo mindre betydning har den enkelte dommers bedømmelse. Til "almindelige" internationale stævner, heriblandt World Cup-kvalifikationerne, er fem dommere dog standarden, hvorfor FEI's beslutning sandsynligvis ikke burde udgøre et problem.

Copyright Ridehesten.com
En af Danmarks 5-stjernede dressurdommere, Kurt Christensen, er medrejsende reserve. Foto: Ridehesten.com/Annette Boe Østergaard

De fem dommere er:

  • Ulrike Nivelle (Tyskland) – overdommer
  • Maria Colliander (Finland)
  • Christof Umbach (Luxembourg)
  • Michael Osinski (USA)
  • Hans Voser (Schweiz)

Danske Kurt Christensen, som i øvrigt netop er blevet udvalgt som en af overdommere til UVM i dressur 2025, er medrejsende reservedommer, mens Alice Schwab (Østrig) er den ikke-medrejsende reserve. 

Copyright Ridehesten.com
Foto: Ridehesten.com

Kilde: Eurodressage

Thomas Bach Jensen

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Thomas Bach Jensen