Anna Pørtner
Dansk Varmblod Region 1 inviterer igen i år til føltur, denne gang hos HH Horses ved Henrik Hansen i Solrød fredag den 28. juni klokken 17.30. Dagen byder på hyggeligt samvær, stærke afkom og fællesspisning hos en af danmarks dygtige avlere. Alle er velkomne, medlemmer såvel som ikke-medlemmer.
Henrik Hansen blev årets DV-avler i 2023, og er helt særdeles succesfuld med sin avl indenfor både springning og dressur. Han er så vidt vides den avler, der hidtil har høstet flest medaljer ved UVM i dressur, nemlig tre guldmedaljer med Fiontini, foreløbig én guldmedalje med den kårede DV-hingst Global Player og en sølvmedalje med Fiontina. I 2016 modtog han endvidere Prinsessens vandrepokal i Herning som avler af elite- og sølvmedaljehoppen Rapitalá, der jo er mor til helsøstrene Fiontini og Fiontina.
HH Horses avler både spring- og dressurafkom og alle hoppestammer er særdeles gennemavlede. Under arrangementet vil Henrik fortælle om sine hoppestammer og avlsmål, og der er garanteret at se spændende afkom fra år 2024.
Arrangementet finder sted fredag den 28. juni hos HH Horses på adressen Nordmarksvej 9, 2680 Solrød. Aftenen starter klokken 17.30 med fremvisning af dette års afkom, og herefter vil der være tid til hygge og fællesspisning. Tilmelding er nødvendig, og sidste tilmelding er altså i morgen, onsdag den 26. juni og skal ske til Dansk Varmblod ved indbetaling af 50kr til MobilePay på 3035ZB med angivelse af navn.