Camilla Tiefensee Schrøder
UVM-bronzemedaljevinderen Kipling e. Hofrat/Hohenstein (opdr. Peter Christensen) gik en flot æresrunde ved det tyske Trakehnerforbunds hingstekårings gallashow lørdag aften. Den syv-årige vallak var blevet inviteret til at optræde ved Trakehner Hengstmarkt 2017 i Neumünster, fordi forbundet gerne ville hædre de flotte resultater, den har opnået med Anne Troensegaard i sadlen.
Sammen indtog de scenen foran et begejstret og klappende publikum, og Kipling fik flotte ord med på vejen.
– Ved UVM fik han karakteren 9,2 for sit fremtidige potentiale i sporten [kapacitet, red.]. Det var den højeste karakter, der blev givet i finalen, og jeg tror nu nok, jeg ved hvorfor, lød det begejstret fra kommentatoren, mens Kipling dansede gennem manegen.
Trakehnerforbundet har delt en syv mintuter lang video af Anne Troensegaard og Kiplings optræden ved showet på deres Facebookside.