Lone Rytter

Jeg kan slet ikke forestille mig, at heste ikke skulle være en del af mit liv – til trods for de æder alle mine penge, at jeg knokler rundt med trillebøre fuld af hestelort, at jeg stinker, når jeg har været i stalden, at de nogle gange jokker mig over fødderne og ødelægger hegnet.

Men jeg elsker hver og en af dem. De gør mig glad, når jeg står og betragter dem, når de vil nusses på mulen, når jeg står og drømmer om, hvad de kan blive til, og når de tilfredse står i boksen og gumler hø.

Jeg er 52 år. Jeg har haft hest siden jeg var 11 år, og i dag bor jeg på en lille nedlagt ejendom, Kærvang, med mand og to store døtre. Jeg har redet let dressur på hobbyplan og begyndte at avle lidt for 15 år siden – der er indtil videre født 10 føl på Kærvang, og i al beskedenhed er det gået ganske godt: tre føl har stået som vinderføl til følskue.

Lige nu har jeg fem heste: en lille blandet flok af avlshopper og ungheste.

Når man har heste, så er der både gode og dårlige dage – det hører med. Her på bloggen vil jeg fortælle om begge dele – ærligt, uden filter og sådan, som jeg oplever det at have heste på godt og ondt.

Håber I vil læse med, og I finder mig på facebook og Instagram under Kærvang heste.

https://www.facebook.com/kaervang.dk