Thomas Bach Jensen
Seks danske ekvipager var til start i klassen, der skulle springes over to runder på en 1,15 m bane. Landsholdet bestod af Mette Meyer Jensen, Maria Barnewitz Schou, Theodor Linde og Celeste Christina Arndal, mens Laura Baaring Kjærgaard og Heidi Sørensen red individuelt. Klassen var også første del af det individuelle mesterskab, som afgøres på søndag.
Første danske ekvipage var Laura Baaring Kjærgaard og Afelio Van De Kerkenbuick, der kom gennem banen med 4 fejl på 83,51 sekunder. Heidi Sørensen på Lundehøjgaards Quiet Step fik 0 fejl i tiden 82,96 sekunder, og Mette Meyer Jensen på Steendieks Darco var også fejlfri i tiden på 81,91 sekunder. Maria Barnewitz Schou på Flying Ronaldo leverede også en fejlfri runde i tiden 84,55 sekunder, mens både Theodor Linde på Tulleneaskey Fear Ideas og Celeste Christina Arndal på Fredbos Mesterix måtte inkassere 4 fejl og tider på 85,65 og 83,29 sekunder.
Hermed sluttede både Danmark og Norge 1. runde med samlet 4 fejl og delte derfor en foreløbig 2. plads, mens Sverige lå nr. 1 med samlet 0 fejl, og Finland lå nr. 4 med 6 fejl.
I anden runde fik både Laura Baaring Kjærgaard på Afelio Van De Kerkenbuick og Heidi Sørensen på Lundehøjgaards Quiet Step 4 fejl med tider på 82,54 og 80,79 sekunder. Til gengæld kom alle fire landsholdsekvipager fejlfrit igennem, og Danmark sluttede dermed med et samlet resultat på 4 fejl. Det samme havde Norge, og dermed skulle der omspringning til om sølv- og bronzemedaljerne. Sverige havde sikret sig guldet med 0 fejl, mens Finland blev nr. 4 med 22 fejl.
I omspringningen fik Mette Meyer Jensen på Steendieks Darco 4 fejl, mens Maria Barnewitz Schou på Flying Ronaldo og Theodor Linde på Tulleneaskey Fear Ideas var fejlfri. Det samme gjaldt for normændenes tre første ekvipager, og dermed var der pres på Celeste Christina Arndal på Fredbos Mesterix. Den udfordring tog ekvipagen med ophøjet ro og leverede en flot fejlfri runde. Det samme gjorde den sidste norske ekvipage dog også, og dermed var det tiden, der blev afgørende for medaljefordelingen. Her var danskerne med 108,43 sekunder heldigvis akkurat hurtigere end nordmændenes 109,72 sekunder, og dermed var sølvet fortjent på danske hænder.
Kilde: DRF.