Kasper Asgreen skiftede ponyen ud med en cykel

22-07-2019 14:34

Hvis man ser Tour de France i øjeblikket, har man formodenligt stiftet bekendtskab med danske Kasper Asgreen. Inden han sprang på jernhesten red han dressur på ponyen Cindy

Copyright Ridehesten.com
Kasper Asgreen. Foto: Shutterstock

Når der i disse uger bliver kørt Tour de France, er det med flere danske cykelryttere til start. Her kører blandt andet 24-årige Kasper Asgreen for det professionelle cykelhold Deceuninck-Quick-Step. Og hvad har det så med heste at gøre? Ingen ting, men før Asgreen blev bidt af en gal jernhest, var han faktisk dressurrytter.

Da TV 2 SPORT sidste år besøgte Kasper Asgreen i forbindelse med hans deltagelse i cykelløbet Vuelta a España, fik de øje på en collage med ponyen Cindy.

- Inden jeg begyndte at lege cykelrytter, red jeg dressur på min søde, lille pony, Cindy. Det er efterhånden mange år siden, fortalte Kasper Asgreen dengang til TV 2 SPORT.

Billederne er nu 14 år gamle og de viser den dengang 10-årige Kasper til stævne på Cindy. Her blev de hyldet som distriktmestre i dressur i Børkop.

På tre forskellige ponyer nåede Kasper Asgreen at ride 51 C-stævner, indtil han for 11 år siden skiftede hestekræfterne ud med jernhesten og nu deltager i verdens største cykelløb. Her blev han blandt andet nummer 8 i enkeltstarten i fredags.

Se artiklen og collagen fra TV2 sport HER

Trine Askjær-Jørgensen

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Trine Askjær-Jørgensen