Annika Knudsen Lorentsen
De 20 hurtigste fra kvalifikationsklassen i bronze tour mødtes her til aften i Speed Battle, hvor de skulle ride en 125 cm høj bane på tid. Såfremt man fik en bom undervejs, havde man mulighed for at slette fejlen ved at springe den såkaldte eraser. Hvis man red den fejlfri, fik man slettet fire fejl fra ens resultat.
Det var netop tilfældet for klassens vinder, som fik et nedslag undervejs i sit hurtige ridt, men som efterfølgende red sikkert over eraseren. Tiden stoppede på 51,12 sekunder for 16-årige Karoline Sloth Kjær med Cocorico de Riverland e. L'Arc de Triomphe Z/ Kashmir van het Schuttershof og den tid kunne ingen slå. Karoline har fornyligt overtaget Cocorico de Riverland, men den nye ekvipage har hurtigt fundet rytmen, og har ved dette stævne vundet to førstepladser, to andenpladsen og en tredjeplads.
Andenpladsen red en suveræn fejlfri og hurtig runde, for her var det Frederikke Smed Busse i sadlen på sin faste makker Firlefanz e. For Succes/ Acord II, som formåede at ride en rigtig flot runde, som en overgang så ud til at være et vinderridt. Deres tid var 52,51 sekunder og rakte i sidste ende til en flot andenplads.
På tredjepladsen blev det Line Busk Heltborg, som ligesom Karoline er til start med en ny hest. Den store mørkebrune hoppe Cartoon F ser godt tilpas ud under sadlen af den unge rytter, som i dag red i tiden 53,42 sekunder. Denne ekvipage har foruden dagens tredjeplads vundet to klasser og en andenplads.