Kai Schibler lever ikke mere

14-12-2017 11:14

Efter et halvt års sygdom er en af dansk ridesports store profiler, Kai Schibler, gået bort få dage efter sin 92 års fødselsdag

Copyright Ridehesten.com
Kai Schibler fotograferet i 2004.
Nyheden fortsætter efter annoncen

Tidligere tobaksmester Kai Egon Lauritz Schibler fyldte den 6. december 92 år, og sov i går onsdag den 13. december 2017 ind efter et halvt års sygdom.

Kais bedrifter i dansk ridesport er enorme, og derfor var han også æresmedlem i Dansk Ride Forbund, hvor han har siddet i bestyrelsen i to årtier. Han var også æresmedlem af Dansk Oldenborg Avl og Horsens Rideklub, lige som han har modtaget Dansk Idræts Forbunds ærestegn og Hippologisk Hæderspris samt en række andre hædersbeviser. Kai har været utrolig aktiv i dansk ridesport, der i årevis har nydt godt af hans visioner, grundighed og gennemslagskraft.

Nyheden fortsætter efter annoncen

Kai Schibler, hvis hustru Birthe har været springdommer og overdommer i military, er bedst kendt som teknisk delegeret som både dommer og banebygger, men det startede med egen ridekarriere. Han har redet utallige militarystævner og blev i 1958 nr. 2 ved DM. Han var altid blandt de hurtigste i terrænet og deltog i den danske OL-udtagelse i 1960 med sin hest Charming. Ved dyrlægeundersøgelsen før ridebanespringningen blev det vurderet, at Charming havde et overanstrengt forben, og ekvipagen måtte nøjes med at være reserve til det danske OL-hold.

Kais indsats som militarybanebygger er legendarisk og strækker sig over både DM-, NM- og EM-baner. Han har også været banebygger og dressurdommer ved Dansk Varmblods hingstekåring i Herning i en årrække. Som stævnearrangør har Kai stået bag utallinge military- og springstævner, men også DM i kørsel, DM i pløjning og VM i paradressur; bl.a. i 1999, hvor Danmark var vært og Kai selv afprøvede og udvalgte alle de deltagende heste.

Æret være hans minde.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner