Thomas Bach Jensen
Jørgen Schultz har avlet DV-heste i mange år. Det har i høj grad været et familieforetagende for familien Schultz i Bolderslev, hvor Jørgens hustru Ingrid og sønnen Flemming har været vigtige og aktive deltagere. Ingrid, der ikke længere er i blandt os, har haft sin egen artikelserie i magasinet Ridehesten om stutteriets gang.
Synonymt med familien Schulz' avl er den næsten legendariske elitehoppe Majbrit e. Marmor/ Mangon, der blev mor til flere medaljehopper og kårede hingste, heriblandt elitehingsten Lucky Light DVE 306 og elitehopperne Lincka og Lavitta samt et utal S-heste i springning. Mange vil huske Lucky Light, da han for 30 år siden vandt den første Sires of the World-konkurrence på Zangersheide med Søren Knudsen i sadlen.
Majbrit og hendes afkom såvel som en anden forgrening af hoppestammen har gjort familien Schultz til nogle af landets mest succesfulde avlere, og det er bemærkelsesværdigt, hvor mange andre avlere, der har haft bragende avlssucces med hopper indkøbt hos Ingrid og Jørgen Schultz.
I morgen fylder "Jønne" 90 år. Han er stadig aktiv og kommer fortsat regelmæssigt i stalden hos Flemming Schultz og svigerdatteren Sally. Jønne nyder i høj grad også at følge Sallys datter Victoria Sophia Hjorth-Madsen, der er en del af seniorbruttolandsholdet i springning og regerende danmarksmester for U25-ryttere.
Flemming fortæller: – Far har lige passet stalden med 25 heste i en uge, mens vi var på ferie.