Jolene Hill tog sejren i dag

18-03-2023 17:33

Annika Knudsen Lorentsen

I går vandt Tobias Thorning Jørgensen med sin nye hest ved det internationale stævne på Blue Hors, men i dag var det hans erfarne mesterskabshest Jolene Hill, der bragte ham øverst på podiet med 77,278 procent

Copyright Ridehesten.com
Tobias Thorning Jørgensen med Jolene Hill. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen
Nyheden fortsætter efter annoncen

Ved det internationale stævne i paradressur på Blue Hors, blev det igen i dag til mange flotte danske præstationer. 

Første paragrad i aktion var grad II, hvor der blot var to tyske ryttere til start, og grad I, hvor der var tre udenlandske ryttere til start. 

Første grad med danskere til start, var grad III, og her blev dagens største danske succes opnået. Tobias Thorning Jørgensen sikrede sig ligesom i går både første- og andenpladsen i denne grad. Sejren tog han i dag med sin erfarne mesterskabshest Jolene Hill e. Blue Hors Schufro Hit/ Windsor (opdr. Hanne Andreasen) med flotte 77,278 procent. I går imponerede Tobias alle, da han red sin nye hest Blue Hors Zackorado e. Zack/ Florencio 2 (opdr. Paul Rode) sikrede sig sejren i grad III-klassen, og i dag leverede denne ekvipage igen en flot præstation, og placerede sig som nr. 2 med 75,778 procent. 

Tredjepladsen i denne klasse blev også vundet af en dansk rytter. Her var det Karla Dyhm-Junge med Miss Daisy e. de Noir/ Blue Hors Future Cup (opdr. Marianne Brinck Stengaard). 

I grad IV blev det svensk sejr til Louise Etzner Jakobsson, mens det blev danske ryttere på de næste fire placeringer. Andenpladsen gik til Renée Igelski med Beyond Dreams e. Benetton Dream FRH/ Viegaard's Come Back II (opdr. Hanne Grue). På tredjepladsen blev det Pia Wulff Jelstrup med Zafia e. Blue Hors Zee Me Blue/ Carentino (opdr. Gitte Elkjær Kjeldsen), mens Anne Mette Hasselstrom med Falkaer's Ramoon e. Romanov (opdr. Jørgen Holm Petersen) tog fjerdepladsen. Den sidste top-5 placering tog Line Faxe med Oersbjerggaards Zidane e. Zardin Firfod/ Aspirant (opdr. Hanna Karlsen). 

Nyheden fortsætter efter annoncen

Dagen sluttede med konkurrencen for grad V, og her var der også et par danskere til start. Bedst af dem blev Line Thorning Jørgensen med Hoejgaardens Zackzimo DWB e. Blue Hors Zack/ Blue Hors Don Schufro (opdr. Stutteri Hoejgaardens Hete) som tog tredjepladsen.

Danmark 2'er i holdkonkurrencen
Resultaterne sammenlagt fra i går og i dag var afgørende for holdkonkurrencen, der afholdes ved stævnet, og her sikrede Danmark sig andenpladsen lige efter Tyskland. 

På det danske hold red Renée Igelski, Karla Dyhm-Junge, Tobias Thorning Jørgensen og Nicole Johnsen, og i alt opnåede de 432.008 point, mens Tyskland opnåede 436.824. 

I morgen byder dagen på kür i alle fem paragrader. 

Start- og resultatlister. 

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner