Jæger sendte hollænderne til tælling

10-05-2016 10:31

Britt Carlsen

I Holland er udtagelseskonkurrencerne til sommerens UVM i Ermelo i fuld gang, og det blev dansk på førstepladsen da Betina Jæger og Esperance sejrede i klassen for 7-års heste

Copyright Ridehesten.com
Betina Jæger og Esperance sejrede i den hollandske udtagelseskonkurrence til UVM.

Sidste år afviklede man en testkonkurrence ved UVM i Verden for 7-års heste. Den blev vundet af Allan Grøn og Zick Flower. I år er det så første gang der afvikles et officiel mesterskab i klassen for 7-års heste ved UVM. Verdensmesterskaberne for unge dressurheste er flyttet til Ermelo i Holland, og mens den danske udtagelse starter i slutningen af denne måned, har hollænderne kikket på deres kollektion af mulige landsholdsheste til UVM.

Ved den hollandske udtagelse i Kotwijk sejrede danske Betina Jæger på Esperance (Sorento/Rousseau) med 77,13% - og hun ligger nu godt placeret til en plads ved UVM i slutningen af juli. Parret så vi ved Odense Horse Show i oktober, hvor de sejrede i finalen i Dansk Ride Forbunds championat for 6-års heste. 

Betina Jæger rider for Helgstrand Dressage i Vodskov. Andreas Helgstrand var meget tilfreds med Betinas resultat og ridt i Holland, og han kunne samtidig fortælle, at avlshingsten Ireland e. Dream Boy, som blev hasteopereret for lyskebrok i slutningen af april, nu har det godt og er på vej hjem i sin boks i Vodskov. 
- Det var meget ærgerligt og bekymrende, vi fik besked om, at hans overlevelseschance lå på 30% inden operationen, fortæller Andreas, der nu glæder sig over, at hingsten er på vej hjem. Det lykkedes for dyrlægerne at redde hingstens ene sten, hvilket betyder, at han kan fortsætte sit job som avlshingst. Indtil hingsten igen er aktiv i avlen, er der frostsæd tilgængelig efter ham.

 

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner