Mathilde Falle
Søndag d. 21.10 red 40 islandske heste parade fra Christiansborg Ridebane mod Nordatlantens Brygge i anledning af Dansk Islandshesteforenings 50-års jubilæum og Den Islandske Ambassades fejring af 100-året for Islands suverænitet
Eventet, der hed "Islandske heste i Byen", blev et tilløbsstykke og en succes ud over al forventning. Et samlet skøn lyder, at ca. 2500 mennesker deltog i det lune efterårsvejr, der lagde op til udendørs festligheder. – Det var min bedste ridetur nogensinde. Det var helt fantastisk at høre hovslagene ned gennem gaderne, og se alle de mennesker der enten blev overrasket over paraden, eller som havde ventet på islændernes ankomst, fortæller rytter Søs Østergaard.
Christiansborg åbnes for hestegæster
Fra morgenstunden trillede islandshestefolket ind på Christiansborg Ridebane. Grøn/brune trailere, der bar præg af udendørs brug, stod i skærende kontrast til Stald-Etatens nypolerede kongeblå hestetransporter.
Et mylder af islandske heste og glade ryttere lod til at glæde Kgl. Staldmester Niels Randløv, der gav udtryk for sin fascination af, hvor rolige og medgørlige de islandske heste stod fredsommeligt bundet side om side. Nogle til rækværket rundt om ridebanen og andre til traileren, mens de tog lur med halvt lukkede øjne. – Jeg var bare så stolt over alle hestene. Mange af dem var fremmede for hinanden, men alligevel tog de det med ophøjet ro at skulle gå tæt op ad hinanden igennem gaderne, beskriver Søs, der selv havde sin 10-årige islænderhoppe med. – Jeg synes selv at hun er ret cool, men det er jo heste, så alt kan ske. Men hun har et ufattelig godt sind, som de fleste islændere. Det er en af grundende til at den islandske hest vandt mit hjerte, fortæller hun.
Niels Randløv åbnede det historiske ridehus, hvilket var en flot gestus, og det virkede som om, at de historiske rammer gjorde stort indtryk på rytterne. – Det er ren nostalgi at ride i sådanne rammer. Da jeg red forbi spejlet i ridehuset tænkte jeg ”Gad vide hvor mange der har kigget sig i det spejl gennem årene”, fortæller Søs Østergaard. Som tak for sin gæstfrihed fik han overrakt DIs 50 års jubilæumsbog, der blev udgivet i forbindelse med eventet.
Lidt kongelig har man da lov at være
Rytterne, der var festligt iklædt islandsk lopapeysa, så ud til at opleve deres livs hestefest. De vinkede og delte smil ud til forbipasserende, der for manges vedkommende stoppede op og filmede rækken af islandske heste. Heste og tilskuere fyldte i hvert fald godt på Strøget og satte en midlertidig stopper for hastværk på den normalt så travle handelsgade. – Vi fik flere kommentarer på hvor flotte ekvipagerne var, hvor rolige og godmodige hestene var, og flere nævnte også hvor dejligt det var at have heste i byen, fortæller Søs Østergaard, der også synes at publikum var med til at give en fantastisk stemning, og flere børn var henne for at snakke med de skønne heste. Rytterne kom fra forskellige sjællandske lokalklubber bl.a. Dagfari, Stemma, Faxi, Pytla, Hrimnir og Randver.
Det er Anders Bækgaard, sammen med sin hustru, tidligere DI-formand Susie Mielby, der for ca. ét år siden tog initiativ til eventet. Med sig havde de erfaringer fra et lignende arrangement i 1998. Dengang fejrede DI 40-års jubilæum med sneklædte vinterheste i parade foran Christiansborg.I år blafrede DIs 50 års jubilæumsfane ved siden af Islands suverænitetsflag. Begge symboler på at Danmark og Island har et godt og solidt samarbejde - og at den islandske hest knytter os sammen. Det slog begge indbudte ministre fast i deres taler.
Nordatlantens Brygge - pakhus med plads til alle
Efter paraden gennem København, der fik forbi Børsen over Højbro plads, forbi Magasin og over Knippelsbro, ventede et omfattende udbud af foredrag i kulturhuset Nordatlantens Brygge under overskrifterne: "Ridning i naturen", "Den islandske hests rødder i historien", "Den islandske hest i samfund og fritid" og "Den islandske hest i dag". Museumsdirektør ved Det historiske museum for den islandske hest (Sögusetur íslenska hestsins) Kristinn Hugason var inviteret til at holde et særligt jubilæumsforedrag kaldet "Hestene på Island gennem 100 år". Foran pakhuset, som huser både Nordatlantens Brygge og Den Islandske Ambassade, estimeres det, at op mod 1400 gæster lyttede med under åbningstalerne og islandsk korsang.
Projektgruppen bestående af samarbejdspartnerne Den Islandske Ambassade i København, Dansk-Islandsk samfund, Horses of Iceland, Dansk Islandshesteforening og Nordatlantens Brygge var under søndag aftens evaluering alle enige om, at begivenheden levede op til alles forventninger og blev gennemført nøjagtigt som tanken havde været. –Dansk Islandshesteforening er udelukkende blevet mødt med entusiasme og åbenhed for initiativet. Jeg vil gerne udtrykke min dybeste tak til alle de, der har været involveret i planlægning og gennemførelse og til alle, som deltog i festlighederne, lød det afsluttende fra Mie Trolle, da samarbejdspartnerne søndag aften samlede sig og kunne se tilbage på et velafviklet og vellykket event. Også rytter Søs Østergaard var mere end overvældet af arrangementet: – Det har været intet mindre end fantastisk, og hvis der kommer lignende arrangement igen, så siger jeg ”Ja – tak” på stedet.