Charlotte Kusk Berwald
Fjolle, som Fjolnir også bare kaldes, er en islandsk hest på syv år. Det er ekvipagens debut til Christmas Show Warm Up Pony. – Det har været mit store ønske længe og nu er det langt om længe gået i opfyldelse, fortæller Laura til Ridehesten.
En fjollet pony
Laura og Fjolle har aldrig været så langt væk hjemmefra til stævne før. – Vi kørte i næsten to en halv time, fortæller hun og klapper sin pony. – Jeg er så glad for at vi kan være med her og at Fjolle bare tager det hele så godt.
Laura og Fjolnir bor i Oksbøl og til hverdag går Laura i 9. klasse. Selvom Fjolrnir er en islandsk hest, er han kun springpony. Han er nemlig ikke så god til at tölte, så ekvipagen kan ikke ride de islandske discipliner som eksempelvis alrid, der, mere eller mindre, er military for islandske heste.
– Fjolle er en ret fjollet pony, så han lever virkelig op til sit navn, fortæller Laura og fortsætter: – Han er ikke så stor, kun 132 cm. Han er ret hyperaktiv og udover gulerødder er hans livret popcorn og smoothies. Så han er en ret speciel fyr, slutter Laura.