Isabell Werth i dopingskandale

08-02-2013 15:24
I en dopingtest under Rheinischen Meisterschaften i Langenfeld i sommeren 2012 testede Isabell Werths El Santo positiv for et forbudt mavepræparat
Copyright Ridehesten.com
Isabell Werth og El Santo. (Foto: Ridehesten.com)

Den positive dopingtest har sat den tyske dressurstjerne under pres, og klassificeres det som en gentagelse, så står hun muligvis overfor en suspension på mindst ét år. – Jeg har god samvittighed, udtaler Isabell Werth, der må afvente, mens man søger at finde frem til, hvordan det ulovlige stof er kommet ind i kroppen på El Santo. Ved de Rheinischen Meisterschaften den 21. – 24. juni 2012 fandt man ved en dopingtest det forbudte stof cimetin i den 11-årige top Grand Prix-hest El Santo e. Ehrentusch. Stoffet bruges i medicin mod mavesår og bruges inden for humanmedicin til mennesker med forhøjet mavesyreproduktion. Stoffet er kun forbudt på nationalt plan af det tyske rideforbund, mens det ikke er på den internationale liste over forbudte stoffer. Der blev efterfølgende taget en B-prøve, som bekræftede fundet af cimetin. Siden har disciplinærudvalget i det tyske rideforbund (FN) mødtes flere gange, heraf én ved et tilsyn hos Werth i Rheinberg. Der er endnu ikke truffet nogen endelig afgørelse i sagen. Werth fastholder sin uskyld og forsøger nu at finde frem til, hvordan det forbudte stof er havnet i El Santos dopingtest. Hun begrunder dopingtestens positive resultat med en kæde af uheldige omstændigheder. - Jeg har en helt ren samvittighed og El Santo er aldrig blevet behandlet mod mavesår, udtaler Werth til St. Georg. Hun har siden stævnet forsøgt at finde frem til, hvordan stoffet kunne findes i dopingtesten og mener, at resultaterne kun kan skyldes forurening, fx ved tilfældig berøring mellem hesten og det forbudte stof. Fakta: Lægemidlet, som indeholder det forbudte stof, var i perioden i Werths stald. Warum Nicht fik efter sit hoftebrud cimetidin som forebyggelse mod maveproblemer, fordi han også fik det smertestillende præparat Phenylbutazon. Werth giver drikkevandet skylden for fundet af cimetidin i dopingtesten, pga. undertryk i vandkopperne hos de to naboer El Santo og Warum Nicht. Medicinen til Warum Nicht var blevet givet oralt og han var meget tilbageholdende med at tage det, så hestepasseren sprøjtede resten ned i drikkevandet og rengjorde også sprøjten her. Et midlertidigt strømsvigt fik en vandpumpe til at stoppe med at virke, hvilket skabte et vakuum i vandet, der således blev pumpet fra Warum Nicht og ind til El Santo, som tilsyneladende ikke havde noget mod smagen af lægemidlet. I øjeblikket arbejdes der på at undersøge, hvorvidt denne teori er sandsynlig eller ej i forhold til at forklare resultatet af dopingtesten. Forbudt eller ej? National eller international? For Tysklands mest succesfulde dressurrytter er der meget på spil. Tilbage i 2009 blev hun udelukket i seks måneder af det internationale rideforbund (FEI) pga. doping efter fund af det antipsykotiske stof fluphenazin i en dopingtest ved CDI-stævnet i Wiesbaden. Sagen vil derfor muligvis blive set som en gentagent regelbrud og kan give suspension i mindst ét år. Situationen er dog mere kompleks: For det første er Rheinischen Meisterschaften kun en national konkurrence og for det andet er cimetidin ikke forbudt internationalt. Ved FEI hører stoffet til på listen over tilladte stoffer, men visse specifikke regler skal dog overholdes. Kilde: St. Georg

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner