International debut til over 81%

01-12-2023 22:12

Her til aften havde Cathrine Laudrup-Dufour og Mount St. John Freestyle international debut ved CDI Peelbergen, hvor de leverede et ridt i topklasse. Det fik tårerne til at trille hos Dufour, som græd af glæde op ad den sidste midterlinje

Copyright Ridehesten.com
Cathrine Laudrup-Dufour og Mount St John Freestyle ved deres debut på Heslegård. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen

Hele 41 ekvipager var i dag til start i den 3-stjernede Grand Prix ved CDI-stævnet i hollandske Peelbergen, og blandt dem var to danske ryttere.

Mange havde set frem til at følge Cathrine Laudrup-Dufour, der skulle have international debut på Mount St. John Freestyle e. Fidermark/ Donnerhall, som hun for blot tre uger siden red sit første stævne på. Det er så tydeligt, hvor meget Dufour går op i de små detaljer, for både indridningen, paraden med tilbagetrædning og afslutningsparaden sad lige i skabet. Den brune hoppe gav et flot billede i begge travtraversader, som gjorde, at ekvipagen startede ud med at ligge på over 80%. Freestyles styrke ligger i piaffe-/passage-arbejdet, hvilket også blev tydeligt, da der blev givet både både 9- og 10-taller for de tre piaffeøvelser i programmet. Turen blev fuldendt med et ligeså flot galopprogram med gennemsprungende og snorlige serier, mens der i den sidste galoppirouette faldt flere 9-taller fra dommerne. Da Cathrine hilste af, var det tydeligt, at hun næsten måtte nive sig i armen for at finde ud af, om hun var midt i en drøm.

– Det var så vildt. Da jeg red det sidste stykke passage, der trillede tårerne bare. Jeg er så taknemmelig for, at Freestyle vil gå med mig, og at familien Zinglersen og familien Blundell giver mig denne mulighed. Jeg er utrolig stolt, fortæller Cathrine til Ridehesten.

Copyright Ridehesten.com
Cathrine Laudrup-Dufour og Mount St John Freestyle ved deres debut på Heslegård. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen

Resultatet blev intet mindre end 81,19% og en klar sejr til den danske ekvipage, som i morgen vil være til start i Grand Prix Special.

Dem, som kom Dufour og Freestyle nærmest, var Charlotte Fry og Lars van de Hoenderheide e. Negro/ Layout. Med 75,10% indtog de andenpladsen, mens hollandske Marlies van Baalen og Habibi DVB e. Blue Hors Don Schufro/ Johnson blev nummer tre med 73,91%.

I samme klasse var Nadja Aaboe Sloth og Favour Gersdorf e. Foundation/ Leandro (opdr. Inger Marie Andreasen) til start. Med 70,34% opnåede de en flot ottendeplads i det store felt. 

Sejr til Dufour og Zimillione
Med til stævnet i Holland er også den brune hoppe Zimillione PT2 (SWB) e. Gammelenggårds Zappa/ Fürst Nymphenburg. I dagens 6-års klasse blev det til sejr for Laudrup-Dufour og den letgående hoppe, som blev belønnet med 9,4 for galop, 9,0 for lydighed og 9,3 for potentiale. Samlet gav det 89,80% og en klar sejr i klassen.

Fjerdeplads til Skovsager
Juniorrytter Michella Skovsager har i denne weekend international debut på juniorniveau sammen med Blue Hors Zampalo e. Blue Hors Zack/ Brentano II, som hun blot har dannet par med siden slutningen af august i år. I dagens juniorklasse blev de nummer fire med 70,20%.

Resultatet af klassen.

Start - og resultatlister fra stævnet.

Astrid Ø. Sørensen

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Astrid Ø. Sørensen