Anna Pørtner
I januar/februar afvikles en 35-dages test for dressurhingste, en opsamling for de hingste, der af den ene eller anden grund ikke var klar til afprøvning i efteråret.
To hingsteholdere har fremstillet hingste til denne ekstra afprøvning, og de blev indsynet i dag fredag den 10. januar på Tørring Ridecenter, hvor træningsleder, Torben Frandsen, får fornøjelsen af at afprøve de to hingste, der skal til eksamen den 13. februar. Det er igen testrytter, Allan Grøn, som skal teste unghingstene.
De to hingste blev indsynet af træningsleder, Torben Frandsen, teknisk ansvarlig for afprøvningen, Bjarne Nielsen som repræsentant for Avlsledelsen og dyrlæge, Jacob Greve.
De to unghingste opførte sig eksemplarisk, selvom kulden gjorde hingstene lidt ekstra opsatte udenfor på fast bund. Bjarne Nielsen var særdeles godt tilfreds med dagens indsyning: – Det er to meget velforberedte hingste af høj kvalitet vi har fået til afprøvning, bemærkede han efter indsyningen. Begge hingste var ridelige og samarbejdsvillige med stor gålyst og tre, taktrene gangarter.
Den ene hingst DV-hingsten Svalegårds Be-Live e. Bon Coeur/ Tailormade Temptation trukket på guldmedaljehoppen Vestervangs Delicious blev udtaget til Dansk Varmblods hingstekåring i Herning i 2024, men kunne ikke fremstilles pga. en mindre skade. Den anden, den tyskopdrættede Select Me e. Secret/ Fantastic var præmiehingst ved hingstekåringen i 2024, men først nu klar til afprøvning.
Hingste til 35-dages test:
Svalegård's Be-Live
Født: 28042021
Ejer og opdrætter: Stutteri Svalegaard, v/ Else Marie og Jens Chr. Krabbe
F: Bon Coeur
M: Vestervangs Delicious
MF: Tailormade Temptation
Select Me
Født: 25042021
Eger: Helgstrand Dressage
Født hos: Aloys Ewers, Tyskland
F: Secret
M: Fantasie
MF: Fantastic