Foto: FEI

Den tyske militarystjerne, Ingrid Klimke, har deltaget i fire verdensmesterskaber og to gange har hun været med til EM. Hendes kollektion af medaljer indeholder to gange olympisk guld og en holdsølvmedalje, to VM holdguld og en individuel bronzemedalje. Ved EM i sidste år vandt hun to guldmedaljer og i alt har hun vundet 6 guldmedaljer, en sølv og en bronze ved EM.

Hendes evner som dressurrytter har været nøglen til mange af de succeser hun har haft som militaryrytter, og som et bevis på disse evner, endte hun som nr. 7 ved FEI Dressage World Cup i 's-Hertogenbosch i 2002. Ligesom hun også blev udvalgt til det tyske A-landshold frem mod OL i Tokyo både i dressur og military.

– Med tre heste i to discipliner, så er en drøm allerede gået i opfyldelse. Nu håber jeg meget, at de alle forbliver sunde til næste år, fortæller Ingrid til FEI, som har lavet et interview med den anerkendte rytter.

Nedenfor kan I se nogle af de spørgsmål som FEI stillede den tyske toprytter, og hendes svar dertil. 

Hvad fik dig til at gå efter en kvalifikation i to olympiske discipliner denne gang?

– Jeg så Mark Todd konkurrere i både springning og military i Barcelona, så det blev en af mine drømme at gøre det samme en dag. Min far (Reiner Klimke) konkurrerede ved OL i Rom i military og blev senere dressurrytter. 

Udover din far, hvem var så dine helte da du voksede op?

– Jeg beundrede virkelig Lucinda Green, og jeg læste alle hendes vidunderlige bøger. Hun er verdens- og europamester, og da hun vandt i Luhmühlen, der løb jeg rundt på banen efter hende. Hun var så modig og hestene gjorde alt for hende. Jeg kunne virkelig godt lide den måde, hun talte om sine heste og hendes venlighed. Hun var sjov og åben, og havde en dejlig personlighed, fortæller Ingrid og fortsætter:

– Mark Todd har altid været en legende. Da jeg var til mit første OL i Sydney havde hverken mig selv eller min hest nogensinde redet en 4* klasse. Da jeg så terrændelen tænkte jeg "Oh my God" og jeg fulgte efter Mark, da han gik banen i håb om at lære noget af ham. 

Har det været et pres at være Reiner Klimkes datter?

– Da jeg var ung sagde folk, når jeg gjorde det godt "Åh en Klimke, det er et typisk resultat", og når jeg begik en fejl sagde de "En klimke skulle kunne gøre det bedre". Så jeg fortæller mine piger, at de ikke kan gøre alt det rigtige for andre mennesker men, at de ikke gør det for dem, men for sig selv, fordi man elsker sporten og hestene.

Er dine døtre ambitiøse?

– Den ældste, Greta, er nu 18 år og vil derfor være ungrytter næste år, og hun er meget ambitiøs og beslutsom. Den yngste, Philippa, er næsten 10 og hun kan lide at lege med hestene, og ride uden sadel. Hun kommer ind på banen og siger "OK, jeg har lavet en runde dressur nu, så Bye Bye Mam!". Hun har det sjovt og hun har en dejlig pony, men jeg er ikke sikker på, hvad hun vil med det.

Hvad kan du bedst lide ved at være omkring heste?

– Jeg er ved at starte en 4-års op, og en ven sagde til mig, hvorfor starter du en 4-års op, lad da pigerne gøre det. Men det er dette, der giver mig noget. Det er så sjovt at se, hvordan de opdager verden, hvordan de har tillid til dig og skaber en forbindelse til dig. En anden del jeg nyder, er horsemanship og ride uden sadel, så føles det som om jeg leger med ponyerne igen.

Er det noget, du ikke kan lide ved at være omkring heste?

– Nej, selvom min far ikke ønskede, at jeg skulle blive professionel, da jeg var ung. Han troede, det ville ændre min holdning til hestene, fordi jeg skulle sælge dem. Han ønskede, at heste skulle være min hobby, og det tog mig et stykke tid at overtale ham, og forklare ham, at jeg kunne finde en anden måde, men det gjorde jeg og jeg elsker det.

Ingrid har skabt sin egen forretningsmodel:

– Vi sælger ikke heste, men vi beholder dem og starter dem, og jeg er meget glad for at have rigtig gode sponsorer og jeg forsøger at passe godt på dem. Asha (hendes 9-årige military hoppe) kunne sælges for så mange penge, men hendes ejer sagde "vi sælger ikke familiemedlemmer". 

Hvilken hest kunne du bedst lide?

– Pinot, min første hest, en lille trakehner hingst. Jeg red mit første dressur, springning og military på ham. Jeg havde ingen idé om hvad jeg lavede da jeg red mit første militarystævne, og jeg kiggede rundt og nød hvor fantastisk det var og derfor var jeg næsten to minutter for langsom. Han var lille, havde så stort et hjerte, men ikke meget kapacitet, men han var en god lærermester og på grund af ham besluttede jeg, at jeg ville ride alle discipliner.

Hvilken hest har du mindst kunne lide?

– Der var en hest som ikke var min favorit, men jeg vidste der var noget i ham, som han ikke viste mig. Jeg sagde til mig selv "Ingrid du er berider og du er nødt til at kunne ride alle heste, så led efter andre metoder med ham. Det lykkedes til sidst og han lærte mig meget om at være tålmodig, men det var ikke kærlighed ved første blik. 

Den bedste hest du har redet?

– Hoppen Escada, hun var på det vindende hold ved WEG i Caen i 2014, og hun havde alle de kvaliteter man skal bruge. Hun var en unik springer, forsigtig, fuld af power, så meget kapacitet og med gode gangarter, og hun kunne blive ved forevigt på terrænbanen. Desværre, fordi hun altid gav så meget, kunne vi ikke holde hende fit. 

Hvordan lærte du at mestre tre svære discipliner?

– På grund af de chancer mine forældre gav mig, muligheden for at mærke forskellige heste og lærermestre. Og da jeg var ved Ian Millar havde jeg muligheden for at se den canadiske tilgang til springning. Tyske Fritz Ligges deltog også både i springning og military og han var en nær ven til min far, så da jeg voksede op, var vi hos ham på ferie, og der red vi meget springning. 

Hvad er din favorit disciplin?

– Terrændelen i military. Når jeg rider det er jeg virkelig konkurrence-mindet. Følelsen af at gå ind i startboksen er det jeg elsker mest. Men også i topdressur, hvor du rider en Kür til musik. Det afhænger af hesten, i mit næste liv vil jeg måske blive en stjerne springrytter. 

Hvad er din filosofi når ting går galt?

– Gå tilbage og kig på de positive ting, selvom du nogle gange ikke ser dem med det samme. Et godt eksempel var mig og Braxxi. Han var ikke en god springer, og hele sit liv prøvede jeg alt med ham, men til sidst måtte jeg acceptere, at der er nogle ting, du ikke kan ændre. Da jeg gjorde det, kunne jeg sætte pris på vores vidunderlige dressur og terrænridt, selvom jeg vidste at jeg aldrig ville vinde en individuel medalje, fordi han ikke sprang fejlfrit. Men jeg var altid et godt holdmedlem. 

Hvordan klare du livet under denne pandemi?

– Hvis du lytter til nyhederne, er det meget let at miste sin positive holdning, fordi der er så stor usikkerhed. Men jeg siger, at jeg er priviligeret, jeg er sund og det er min familie, så vi skal være tålmodige. Vi ved ikke hvornår vaccinen vil komme, men indtil da må vi være optimistiske og være taknemmelige for det vi har.