Trine Askjær-Jørgensen
– Efter 11 intensive, emotionelle og uforglemmelige år takker Franziskus FRH af fra den store sport. Sammen med Wilhelm Holkenbrink og familie har vi oplevet mange op- og nedture i processen fra verdensmesterskaberne for unge dressurheste til international topdressur, skriver den tyske topdressur og -militaryrytter, Ingrid Klimke, på sin Instagram-profil i forbindelse med, at hun pensionerer sin Grand Prix-hest, 16-årige Franziskus FRH e. Fidertanz/ Alabaster.
Allerede i sit første leveår lagde Franziskus ud med en sejr, idet han vandt det tyske følchampionat. Som 3-årig blev han godkendt og kåret som hingst i westfalerstambogen og siden solgt til Wilhelm Holkenbrink, hvormed han kom i stald hos Klimke, skriver FEI. I 2014 tog hingsten hul på sin internationale karriere, da han med sin rytter deltog ved UVM i dressur i tyske Verden som 6-års, hvor han blev nr. 13.
Ikke kun trænet i dressur
Ingrid Klimke er én af verdens mest succesfulde militaryryttere. Uanset hvilken disciplin hun begiver sig ud i – dressur, springning, terrænspringning – gør hun det fortrinligt, men eftersom hendes far var den tyske dressurlegende Reiner Klimke, kunne man godt argumentere for, at hun er født til at ride dressur.
Det er da også klart, hvorfor Klimke ret usædvanligt valgte at skifte fokus fra military til dressur med Franziskus. Selvom det er udfordrende for en rytter at skifte disciplin på så højt niveau, så var hingstens talent bare så tydeligt. Han er dog ikke kun uddannet i dressur. Takket være hans rytters evner er Franziskus blevet trænet med stor variation; cavalettis, bomme, springning og at komme ud at galopere har været en fast del af hans program, ifølge FEI.
VM i Herning var det største
Det er dog i dressuren, hingsten virkelig excellerer. I november 2017 debuterede ekvipagen i international Grand Prix, og siden da er det blevet til et utal af starter på dressurens højeste niveau. Af dem kan blandt andet nævnes CDI4* Hagen og CDI4* Aachen som nogle af de meget prestigefyldte stævner, World Cup-kvalifikationen i Herning 2021, som var parrets debut i den sammenhæng samt CDIO5* Nations Cup i Aachen 2022 med individuelle topplaceringer og en andenplads for hold.
I 2022 var Ingrid og Franz, som hingsten kaldes i daglig tale, med på det bronzevindende, tyske hold ved VM i Herning – det var Klimkes første medalje ved et dressurmesterskab. Ovenpå den succes blev hingsten tildelt de prestigefyldte bogstaver FRH ved eliteauktionen i Verden og udnævnt til årets hannoveranerhingst.
Ekvipagen har deltaget i adskillige World Cup-kvalifikationer og bl.a. vundet og redet sig til topplaceringer i Zakrzow, Stuttgart, London, Amsterdam og Neumünster i 2022 og 2023, hvor de var flittige i denne sammenhæng. Ved World Cup-finalen i Omaha 2023 blev parret nr. 4 i Grand Prixen.
I år er det blevet til fire internationale stævnestarter alle sammen med topplaceringer til følge. Den sidste ved CDIO5* i Aachen, hvor det blev til en anden-, fjerde- og tredjeplads. Parret har været tæt på at blive udvalgt til det tyske OL-hold to gange, men er ikke lykkedes med det. Alligevel er det en 16-årig hingst, der pensioneres fra sporten på sit absolut højeste.
Eftertragtet avlshingst
Mens Franziskus har haft travlt med sin karriere som dressurhest, har han også været produktiv og flittigt benyttet på avlsfronten. I alt er den smukke, mørkebrune hingst far til 642 afkom, og i Danmark er han registreret med 120, hvoraf et af de mest kendte og succesfulde er Nathalie zu Sayn-Wittgensteins Blue Hors Fifty Cent, der har Donnerball til morfar, er kåret i Dansk Varmblod og opdrættet af Linda Falensteen og Martin Strande.
11 år har Franz og Klimke kendt hinanden og i så mange år trænet og turneret stævnebanerne med succes. Nu er det tid til et velfortjent otium. Ingrid Klimke skriver i sit Instagram-opslag:
– Min kære Franz, du er en enestående hest, og gennem de mange år har vi formået at vokse sammen til et superteam. Din charme og din udstråling har begejstret dine fans. Tak Franz, tak familien Holkenbrink og team for de mange uforglemmelige øjeblikke vi fik lov at opleve sammen.