Marie Helene Rigård Rohleder
Fyns Jagtrideklub bød velkommen på Hindsgavl Slot til den fynske hubertusjagt lørdag d. 28 oktober. Den fynske Hubertusjagt tegnede til at blive en våd oplevelse, men præcis kl. 10.30 da rytterne red ind til opmarch på slotspladsen på Hindsgavl Slot, hørte regnen op, og jagten forløb stort set i tørvejr.
Jagten på 12 km over 35 forhindringer i 8 repriser blev redet i den smukke Hindsgavl Dyrehave mellem kronvildt. Som traditionen byder, red sidste års vinder Peter Fløe og forrige års vinder Ejlif Skøtt med Jørn Jepsen som ræve. Turen gennem dyrehaven bød på kævler, opbyggede forhindringer, grøfter, dybe landinger og en reprise i Lillebælt. Jagtlæggerne blev dog snydt lidt af vandstanden i Lillebælt, idet forhindringerne stod på sandbredden i stedet for i vandet, da feltet passerede.
Hubertusjagtens helt store publikumsmagnet – og rytternes våde udfordring – er Hindsgavldammen. Efter at have forceret en kævle med landing direkte i dammen skulle selve dammen passeres. Vandet stod meget højt i år, og der måtte ledes vand ud af dammen forud for jagten. Til publikums store fortrydelse røg ikke en eneste rytter i vandet i år.
Det afsluttende opløb over 700 meter blev vundet af Desiree Lethmann foran Ejlif Skøtt med Anne Dorthe Larsen på 3. pladsen.
Rytterne var begejstrede, publikum var begejstrede, og med store smil fortsatte rytterne til årets Hubertusfest om aftenen.