Hyggeligt luciaoptog til hest

16-12-2025 18:49

Trine Askjær-Jørgensen

På Luciadag i lørdags fyldte unge ryttere og deres heste for femte år i træk Gludsted by med lys, sang og julestemning i hyggelig tradition skabt af dem selv

Copyright Ridehesten.com
Heste og ryttere fra Klinik & Stald Maribo red i lørdags på luciaoptog i Gludsted by. Foto: Privat
Nyheden fortsætter efter annoncen

I lørdags, den 13. december, blev Luciadag markeret med et stemningsfuldt luciaoptog i Gludsted, hvor heste og unge ryttere drog gennem byen og spredte lys og julestemning.

Bag optoget stod elever fra Klinik & Stald Maribo, som iført hvide klæder og med lys og sang red gennem byen på deres heste og ponyer. Optoget blev fulgt til fods af forældre og pårørende og vakte stor glæde blandt de fremmødte, der var mødt op for at se det anderledes og traditionsrige luciaoptog.

Fem år med lys, heste og fællesskab
Årets optog markerede samtidig femte år i træk, at eleverne fra Klinik & Stald Maribo rider luciaoptog i Gludsted i Midtjylland. Traditionen begyndte under Corona-pandemien, hvor pigerne selv tog initiativ til at skabe den.

Siden da har luciaoptoget udviklet sig til en fast og værdsat tradition, hvor både ryttere, heste og familier samles om at bringe lys ind i vintermørket til glæde for både lokalsamfundet og deltagerne selv.

– Det er en meget ønsket aktivitet, som pigerne ser frem til, når de starter til hest her, fortæller Marianne Olesen fra Klinik & Stald Maribo og tilføjer:

Nyheden fortsætter efter annoncen

– Jeg er stolt helt ind i hjertet af mine dejlige unger, fantastiske heste og de sejeste forældre. Årets luciaoptog blev redet i det smukkeste vejr, og det var en helt igennem fantastisk tur. Luciaoptaget er så smukt og fuld af kærlighed. Det er ungernes egen julefavorit og deres eget arrangement.

Traditionen bag Luciadag
Luciadag fejres hvert år den 13. december og har sine rødder i en gammel kristen skik til ære for Sankta Lucia, som var en italiensk helgeninde og skytshelgen for blinde. Sankta Lucia eller Den hellige Lucia (ca. 283-304) var en kristen jomfru, der døde som martyr under Diocletians kristenforfølgelser.

Lucia kommer af det latinske lux, som betyder lys, og hendes helgendag er den 13. december, som ifølge den julianske kalender i 1300-tallet var regnet som årets korteste dag, altså vintersolhverv.

I de nordiske lande har luciadagen udviklet sig til en lys- og sangtradition midt i vintermørket, hvor en luciafigur i hvid kjole og med en krans af lys fører et optog med sangere og lys gennem skoler, byer og institutioner. I Danmark er traditionen importeret fra Sverige, og det første luciaoptog blev afholdt på Th. Langs-skolerne i Silkeborg i 1943.

Copyright Ridehesten.com
Foto: Privat

Kilder: Wikipedia – Luciadag og Saint Lucy's Day

Trine Askjær-Jørgensen

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Trine Askjær-Jørgensen