Hvordan vil du tage afsked med din hest?

30-05-2011 12:49
Et nyt hæfte fra Hestens Værn guider hesteejere gennem de svære spørgsmål, der er forbundet med det, at skulle sige farvel til sin hest den allersidste gang
Copyright Ridehesten.com
Hæftet 'Tid til at sige farvel' fra Hestens Værn forsøger at guide hesteejere gennem flere af de svære spørgsmål vedr. det sidste farvel til hesten. (Foto: Hestens Værn)

Nogle af os har prøvet at være i den situation, hvor vi har måttet sige farvel til en elsket hest, fordi den skulle sælges, aflives eller slagtes. Frygter du også at skulle træffe den rigtige beslutning, når tiden er inde? Hvor skal din hest hen – og hvornår? Det ER en stor beslutning, der skal tages, når hesten skal videre, men når man har anskaffet sig et levende dyr, så kommer der også en dag, hvor den svære beslutning skal tages. Hestens Værn mener, at alle hesteejere bør øve sig på overvejelserne i god tid og har derfor har udgivet et spritnyt hæfte som søger at besvare disse spørgsmål med gode råd, input og benhårde juridiske facts: Udpluk fra hæftet, som giver dig svar på: Kan jeg være sikker på at selskabshesten ikke sælges videre som ridehest? Nej, den nye ejer kan ikke garantere din hests fremtid, og det betyder, at du aldrig kan være sikker på, hvor hesten havner eller hvordan hesten vil blive anvendt. Lider din hest for eksempel af sommereksem, headshaking eller stereotypi som kræver ekstra opmærksomhed og ressourcer, bør du måske overveje en ekstra gang, om et udlån/videresalg er det rigtige for dig og din hest? Hestens Værn kommer rundt om de fleste vanskelige spørgsmål – også de juridiske, så du kan undgå de værst tænkelige scenarier, når din hest skal videre. Har din hest helbredsmæssige skavanker? Ved akut skade eller sygdom træffer dyrlægen som regel beslutningen for dig, men ved snigende alderdoms- og sygdomssymptomer er det dig alene der skal vurdere hvornår ’nok er nok’. Hensynet til hesten bør naturligvis altid gå forud for alt andet, men det kan stadig være svært at erkende, at hesten ikke længere fungerer som tidligere – eller måske har smerter. Man håber måske at alderdom eller sygdom vil tage beslutningen for en, og det kan være alt for let at udskyde beslutningen. Hestens Værn giver dig gode råd til din beslutning. Hvordan skal din hest væk herfra? Skal den slagtes, aflives med sprøjte og/eller boltpistol? Hvordan foregår det og ikke mindst, hvilken løsning vil passe til netop din hest - men også dig som ejer? Hvad taler for og imod? Og hvordan undgår jeg, at den ikke sendes på en lang udmattende rejse til slagteri sydpå? Hestens Værn gennemgår de forskellige muligheder, så du bliver bedre rustet til at vælge den rigtige løsning for dig og din hest. ’Tid til at sige farvel' er et hæfte, enhver hesteejere bør kende. Hæftet er gratis, du betaler kun porto! Bestil i web-shoppen på www.hestens-værn.dk. Kilde: Hestens Værn Følg linket til højre, for nærmere information og bestilling af hæftet.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner