Hvordan bibeholder du smidigheden?

24-03-2017 07:27

På Blue Hors er rytterne også i gang med et fysisk træningsprogram. To gange ugentlig træner de sammen med Lasse Kristensen, og han er imponeret over, hvor langt rytterne er nået på forholdsvis kort tid

Copyright Ridehesten.com
Her ruller Allan muskulaturen på lårets yderside

Der bliver slidt i træningslokalet på Blue Hors. To gange om ugen starter rytterne dagen med fysisk træning sammen med Lasse Kristensen, cand.scient. i idræt/biomekanik. Han har udarbejdet individuelle træningsplaner til rytterne efter fysiske tests og samtaler med cheftræner Lars Petersen.
Allan Grøn er udlært berider, og han har gennem årene slidt på kroppen. Det er hverken balance eller styrke, som mangler hos ham, men smidighed. Det er ret typisk for de fleste ryttere, og for mennesker generelt, at smidigheden bliver mindre med årene. Og netop smidighed er medvirkende til, at gøre rytteren i stand til at sidde bedre, indvirke bedre, og så er smidigheden med til at sikre rytterens holdbarhed og mange år i sadlen.

Copyright Ridehesten.com
Denne øvelse skal man have hjælp til. Her er målet ikke at svaje i lændedelen, men at få bevægelighed i den øverste del af ryggen. Det gode ved denne måde er, at tyngden fra armene og evt. to halve liters vandflasker kan lave strækket.

Det nytter noget
Allan mærker en klar forbedring af sin fysik over de seneste 4-5 måneder, og det giver sig tydeligt udslag i den daglige træning af hestene.  - Jeg kan slappe mere af, og koncentrere mig om ridningen, i stedet for at tænke på at blive siddende rigtigt. Det var først, da jeg begyndte at få løsnet op, og blive mere smidig, at jeg opdagede forskellen. Indtil da syntes jeg, at jeg sad o.k. og havde nemt ved det, men nu er det blevet meget nemmere. Det giver mere fysisk overskud i hverdagen.
- Man kan som rytter blive ved med at dyrke sin sport indtil en høj alder, men begynder man at få nogle "skavanker" eller blive for stiv, så kan det sætte en stopper for ridningen, supplerer Lasse.

Nysgerrig? I denne måneds udgave af magasinet Ridehesten, kan du læse meget mere om hvordan du som rytter kan bevare din smidighed. Du kan igennem et stort udvalg af øvelser blive inspireret til at forbedre din egen fysik.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner