Cecilia Lindahl
I offentligt ejede skove er ridning som udgangspunkt tilladt. Man må normalt ride i skridt, trav og tølt på asfalterede veje, stenlagte veje og grusveje, der er bredere end 2,5 meter samt på andre veje, hvor det ifølge skilte er tilladt.
Der må også rides i skovbunden – dog ikke i områder med nye planter og unge træer. Der må ikke rides på gravhøje og andre fortidsminder eller skovens marker, indhegninger mv.
Reglerne for ridning i offentlige skove står i §§ 11-15 i Bekendtgørelse om offentlighedens adgang til at færdes og opholde sig i naturen.
Ridning i private skove
I private skove er det dog ejeren, der bestemmer om, og hvor ridning er tilladt. Hvis der ikke er sat skilte op, må man dog ride på private fællesveje, som fører gennem skove. Find en oversigt over private skove, hvor man må ride med ridekort, på Skovforeningens hjemmeside.
Ridning på stranden
I perioden 1. september til 31. maj er ridning tilladt på den ubevoksede strandbred og direkte ned dertil, hvis der er lovlig adgang til stranden.
På klitfredede arealer er ridning kun tilladt på lovligt anlagte veje og den ubevoksede strandbred, og kun hvis der ikke er skiltet med rideforbud. Er du usikker på, om et område er klitfredet, så kontakt Naturstyrelsens lokale enhed .
Ridning i det åbne land
Ridning i det åbne land er tilladt på veje og stier, medmindre ejeren ved skiltning har forbudt ridning.
Bemærk, at det normalt ikke er tilladt at ride på udyrkede arealer, på brakmarker, stubmarker mv., medmindre man har ejerens tilladelse.
Badning med heste
Badning i søer kræver ejerens tilladelse. Badning i havet er tilladt, så længe man holder sig inden for de rammer, som er beskrevet i afsnittet om ridning på stranden.
/naturstyrelsen