Hvem skal vi holde øje med i Aalborg?

18-05-2016 15:52

De første ryttere er ankommet til Aalborg Dressage Event på Finstrupgaard fra Odense Horse festival og er ved at indlogere sig inden det går løs i næste weekend

Copyright Ridehesten.com
De første heste og ryttere er ankommet til Aalborg Dressage Event.

Flere ryttere har valgt at køre videre til Aalborg for at ride endnu et stævne inden de drager videre. Der er deltagere fra 7 nationer, og en række af sidste års deltagere i de Nordiske mesterskaber 2015, der blev afholdt på Finstrupgaard, gæster klubben igen. Det er stævnearrangørerne rigtig glade for: ”Det er altid et godt tegn, når deltagerne kommer igen.” siger stævnets presseansvarlig Lone Majland. 

På startlisterne finder vi spændende ekvipager fra Danmark og særligt Norden. Paulinda Friberg har taget sin tophest Di Laponia med, og, som hun fortæller, så er hun kvalificeret til OL, men er nu ude at kæmpe om den eftertragtede billet, da der også er kamp om pladserne til OL i Sverige, som først udtager deres endelige OL hold efter Falsterbo horseshow.
Fra Norge kommer bl.a. ungrytter Alexandra Andresen, som skal vise sin nye tophest Borencio, der forhåbentlig skal sikre hende en plads til EM for Junior og Youngridere i år. 
Fra Finland møder vi også deltagere fra sidste års Nordiske mesterskaber, der blev afholdt af Sportsrideklubben Aalborg, hvor finske Mikaela Lindh på Skovlundens Garmin også deltager.
Fra Danmark skal klubbens egen berider Nikolai Kowalski selvfølgelig ride på Gevelt Donna Tella, og fra sidste års Nordiske mesterskab har Allan Skov også meldt sin ankomst med Volstrupgaards Cassiopeia. 
I Danmark rides der også efter OL-billetter, og Daniel Bachmann kommer med Blue Hors Hotline, som er udtaget til bruttolisten til OL. Rytterne fra Helgstrand Dressage er selvfølgelig også i Aalborg og er at finde på startlisterne i mange af landsstævneklasserne og ikke mindst i det planlagte event, som klubben har planlagt sammen med Andreas.

Aalborg Dressage Event har sat en tyk streg under EVENT og slår dørene op til en spændende fredag aften, hvor Helgstrand Dressage kommer og viser spændende heste frem og byder på tapas og champagne. Interessen har allerede været stor, og der er efterspørgsel efter billetter fra de Nordjyske hestemiljøer. Selv den kendte Nibe Festival, der har til huse 20 km. fra Aalborg, har budt sig til og har flyttet Skalskovens skønne festivalstemning ind på Finstrupgaard  i den lille ridehal, der huser rytterfest lørdag aften. SAOs eget talent vil underholde, og måske Nibe festivalen skal holde øje med ham.    
Kan du ikke komme til Aalborg, så livestreames der fra søndagens finaledag, hvor der rides kür for både CDI deltagere og Landsstævnedeltagerne. Her afgøres også Aalborg kommune cup for Junior og Youngridere. Se med på www.zibrasport.dk.

/Pressemeddelelse

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner