Hvem har tidligere vundet EM-medaljer

03-08-2010 10:51
Det er kun meget få junior- og ungryttere, der har vundet individuelle EM-medaljer i dressur. Cathrine Dufour og Anna Kasprzak vandt sølv og bronze i år, men hvem har tidligere vundet EM-medalje?

Da Anna Kasprzak for nyligt vandt individuel bronze ved EM i dressur kür for ungryttere, var det første gang, at en individuel ungrytter vandt EM-medalje i dressur til Danmark siden 1982. Anna vandt sin bronzemedalje med avlshingsten Blue Hors Future Cup. Dengang i 1982 blev EM afviklet i Ikast og her vandt en dansker individuel guld. Det var Renee Igelski og vallakken Baloo. Renee Igelski uddannede senere hen den kendte trakehnerhingst Schwadroneur, mens han endnu var ung. Renee er idag bosat i Århus efter en årrække i Estepona, Spanien, hvorfra magasinet Ridehesten bragte et portræt af hende i april 2005. Den danske juniorrytter Cathrine Dufour var meget tæt på at vinde guld ved EM 2010 i Kronberg, hvor tre ud af fem dommere havde hende på førstepladsen i kür. Det blev til dobbelt sølv og det er hidtil det bedste danske juniorresultat - men ikke den første danske EM-medalje, som vi ved en fejl angiver i det seneste nummer af Ridehesten. Tilbage i 1994 vandt Fie Skarsø som juniorrytter bronze ved EM i Berne med hesten Surprise 20 år tidligere vandt Lars Rasmussen som junior EM-bronze med Löwenherz i 1994. Fie Skarsø har senere været på det danske seniorlandshold med trakehnerhingsten Münchhausen og er nu bosat med egen forretning i Luxembourg, hvor Ridehesten besøgte hende i 2008. Læs mere om Fies liv med heste i magasinet Ridehesten i juli 2008.

Thomas Bach Jensen

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Thomas Bach Jensen