Husker du at smile?

14-10-2024 21:14

Lars Mars

I et nyt blodindlæg fortæller Lars Mars om, hvordan det at smile kan påvirke ens mentale tilstand, og hvordan et smil kan snyde hjernen til succes

Copyright Ridehesten.com
Lars Mars. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen

Den mentale verden er fantastisk, og alt det vi gør har en stor betydning for vores mentale indstilling og tankegang, enten positivt eller negativt. Betydningen af vores ansigtsudtryk og attitude fylder måske ikke det helt store i vores tanker, men faktisk er det et område, som har en stor mental påvirkning på, hvordan vores hjerne påvirker os. 

Et glad og afslappet ansigt skaber ro, tryghed og glæde i hjernen, som alt sammen hjælper til at kunne tage de bedste beslutninger, når det gælder. Både de bedste beslutninger for dig selv, men også for hesten/ ponyen. 
et surt og alvorligt ansigt derimod, skaber uro i hjernen, og dermed går hjernen i alarmberedskab, så den typisk begynder at påvirke os med knap så gode tanker, som kan skabe usikkerhed og tvivl. 

Hvem vil du helst være sammen med?
De fleste vil typisk helst være sammen med en, der smiler. Blandt andet fordi vi føler, at der er mest ro og glæde, så det er overskueligt og trygt at være i. Modsat en der ser sur eller alvorlig ud, hvor man måske bliver lidt mere usikker på, hvilken reaktion man møder. Det er nøjagtigt det samme, man oplever hos sig selv, når hjernen vurderer vores eget ansigtsudtryk. Et glad ansigtsudtryk har en positiv påvirkning og kan bruges alle steder, både i sadlen, på skolen, under eksamen og i hverdagen. 

Ansigtsudtrykket signalerer ofte vores indre mentale tilstand
Det er helt normalt at have en opfattelse af, at vi skal have et alvorlidt ansigtsudtryk, når vi skal præstere, koncentrere os eller være seriøse. Men faktisk kan et alvorligt ansigtsudtryk påvirke os med frygt, fordi hjernen registrerer at noget er alvorligt og måske endda farligt. I sådanne tilfælde vil den typisk påvirke os med tanker som frygten for at fejle, frygten for om vi er gode nok, frygten for hvad andre tænker om vores præstation og lignende. 

Det gør, at vi lettere kan blive frustreret, irritable, mere nærtagende og tænker mere på risikoen for det der går knap så godt, og så glemmer vi fuldstændig alt det, som vi rent faktisk er gode til. 

Alvorlige ansigtsudtryk ved stævner
Når jeg er ude at se stævner, oplever jeg rigtig mange, der rider rundt med alvorlige ansigtsudtryk, men jeg oplever også hjælpere, trænere og forældre, der går rundt med alvorlige ansigtsudtryk, og det skaber ofte en meget trykket stemning. Pånær hos dem, der allerede har redet, og som er meget tilfredse med deres præstation. 

Når jeg så prøver at spørge de ryttere, der vælger hjælp og vejledning fra mig: Hvorfor ser du så sur ud?, så er svaret helt naturligt: – Det er fordi, jeg koncentrerer mig. Det er selvfølgelig et godt og ærligt svar, men der er bare en stor risiko for at det alvorlige ansigtsudtryk påvirker hjernen negativt i forhold til at kunne hjælpe os bedst muligt. 

Tvivl på rytteren
Når dem der er omkring rytteren har et alvorligt ansigtsudtryk, kan det groft fortolkes som om, at de ikke er trygge ved det, som rytteren skal i gang med. Så i princippet bliver rytteren altså sendt ind på banen med en tvivl og en frygt for, om det nu går godt. 

Rytterens hjerne vil altid, bevidst eller ubevidst, registrere stemningen, og hvis den er anspændt, vil hjernen mere eller mindre gå i alarmberedskab, fordi den registrerer noget, der ikke virker behageligt. Uanset hvad der bliver sagt af gode og opmuntrende råd, inden rytteren rider ind på banen, vil vores hjerne i en sådan situation automatisk aflæse andres ansigtsudtryk. 

Et smilende ansigtsudtryk fra dem omkring rytteren skaber glæde og tryghed, og har derved en afsmittende virkning på rytterens hjerne. Rytteren har stor glæde af, at føle at der er en god stemning og ingen stress omkring personen. 

Efter ridning ved stævne eller træning
De fleste er meget hurtige til at fortælle om de små fejl, eller hvis noget ikke lige gik som håbet. Det har desværre en negativ påvirkning på hjernen, som vi typisk vil tage med videre til næste træning eller stævne. 

Hvis vi i stedet prøver at smile, og samtidig fortælle om alt det, der gik godt, eller det vi gjorde for at klare eventuelle udfordringer, og derefter fortælle om, hvad vi ønsker at gøre anderledes næste gang. På den måde vil vi ramme vores belønningscenter i hjernen, og det center elsker, når vi påvirker hjernen positivt. 

Vi kan også håndtere det på en lidt anden måde ved at sige, med et stort smil:  Det var sgu ikke lige vores dag i dag eller det gik sgu ikke som håbet, og så må vi hjem og træne videre. På den måde får vi det ud af systemet, og oplevelsen bliver mere spiselig til at komme videre på i forhold til at skabe frustrationer og knap så gode oplevelser. 

Du bliver ikke en bedre rytter ved at se sur ud
Vores ansigtsudtryk viser vores mentale situation. Derfor giver det rigtig god mening at hjælpe hjernen med at smile. Når vores hjerne mærker et smil samtidig med, at vi fortæller os selv, at vi glæder os til at ride og vise det, vi har trænet på, så skabes der et mentalt overskud med selvtillid og selvværd, så vi kan hjælpe os selv og hesten/ ponyen videre på den bedste måde. Det hele starter hjemmefra, på vej til træning, under træning, efter træning, når der tales om ridning. Det er her vanerne skabes og kan bringes med ud til stævnerne. 

Hvis du bliver nervøs eller anspændt til stævner, så prøv at smile til dig selv. Sig til dig selv, at nu kan jeg mærke, at jeg er ved at være klar, og skab samtidig ro på og tryghed ved at fokusere på glæden ved ridningen. Prøv at fokuser på alt det, som du ved at du og din hest/ pony kan og allerede har trænet på. 

Resultater og præstationer er situationsbestemt, glæde er der altid
Vores hjerne er smart og den registrerer, hvis vi kun smiler, når noget er gået som håbet. Den vil automatisk håbe på, at vi opnår de ønskede resultater, så hjernen kan få lov til at vise glæden. Dette kan desværre stresse hjernen, når den fokuserer mere på resultater og placeringer i forhold til glæden ved ridningen. 

Rigtig god fornøjelse med at hjælpe din hjerne og dit team til at smile, så I viser glæde og tryghed i stedet for frygt.

Hvis du er interesseret i mere, der kan hjælpe hjernen, kan du bl.a. læse:

Du kan læse meget mere om mine forslag til optimering af rytteren og hjælp til mental sundhed samt optimering til sund udvikling og præstation:

På min blog på Ridehesten.com

På min hjemmeside: www.rytteroptimering.dk

Med sportslig hilsen

Lars Mars
Mental og fysisk træner samt optimering

Astrid Ø. Sørensen

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Astrid Ø. Sørensen