Annika Knudsen Lorentsen
– I 18 år har han været et kært familiemedlem og vi har haft så utroligt mange glæder og oplevelser med ham. Nu var tiden kommet til at sige farvel. En tiltagende forfangenhed og en stofskitftesygdom gjorde, at han ikke længere var rengående og kunne nyde livet på fold.
Sådan skriver HP Horses på deres hjemmeside, hvor de fortæller, at de har taget afsked med Rosentanz e. Rohdiamant/ Sao Paulo. Hingsten blev født i Tyskland, men efter hans kåring i Hannoveraner forbundet tilbage i 2003 købte familien ham på auktion.
Ved kåringen blev han præmiehingst og han vandt sin 30-daages test med flotte karakterer og i 2007 blev han færdigkåret i Dansk Varmblod.
Hingsten har også haft en karriere i sporten, hvor han først blev redet af tyske Johannes Westendarp og senere af den danske berider, Michael Søgaard. Efterfølgende blev det Lones datter Rose Marie, der red ham og uddannede ham op til Prix St. Georg og red ham på juniorlandsholdet.
Rosentanz blev efterfølgende lånt ud til finske Olivia Vliek, som vandt det finske juniormesterskab på ham og havde succes med ham i ungrytterklasserne.
Da han var 17 år vendte han hjem til HP Horses. Rosentanz har gennem årene fået 175 afkom registreret i Dansk Varmblod, men har de senere år levet livet som vallak.
I Danmark blev Rosentanz far til S-dressurhestene N.O.H.'s Ramsteim og Bellagio samt mange A- og B-heste i dressur. Internationalt var hans tyskavlede søn Rosmarin desuden succesfuld med amerikanske Kimberly Herslow, der var på det guldvindende hold ved de Panamerikanske Lege i 2015 i Toronto, Canada.
– Vi har så meget at være taknemmelige for og Rosentanz havde det største hjerte af guld. Han vil altid have en helt særlig plads i vores hjerter, skriver familien på deres hjemmeside.