Hjemmebanesejr til Marianne Yde Helgstrand

24-05-2019 19:48

Det blev til en velfortjent hjemmebanesejr til en rystende Marianne Yde Helgstrand i eftermiddagen Chedi Residence Grand Prix ved Equitour i Aalborg

Copyright Ridehesten.com
Charlotte Jorst.

Første rytter på banen blandt 12 startende ekvipager i Chedi Residence Grand Prix var dansk-amerikanske Charlotte Jorst, der starter under amerikansk flag. Hun red hesten Kastel's Nintendo e. Negro/ Monaco, som hun har erhvervet sig hos Helgstrand Dressage og allerede har haft flere succesfulde år med. Det blev i dag til et rigtig fornuftigt ridt til 70,109%, der rakte til en tredjeplads efter tyske Fabienne Müller-Lütkemeier og med vallekken Flynn Pch e.  Falsterbo/ Walt Disney I, der tidligere har været avlshingst og blev redet af Marcus Hermes. Müller-Lütkemeiers ridt resulterede i 70,891%.

Copyright Ridehesten.com
Fabienne Müller-Lütkemeier.

Med sin 15-årige vallak Lollipop e. Lord Sinclair/ Welt Hit I O blev det til 71,217% og sejr til Marianne Yde Helgstrand. Ekvipagen har tidligere i år opnået flere sejre i Intermediaire II ved landsstævner, og sejren i dag er deres første Grand Prix-sejr og deres tredje Grand Prix-start. Marianne fortalte, at hun på ingen havde måde forventet, at hun ville komme øverst på podiet.

– Ved Hingstekåringen i Herning i marts blev vi nummer 11, og jeg havde slet ikke regnet med, at jeg ville vinde i dag. Jeg havde håbet, at vi ville komme i top fem, men mere havde jeg ikke turde håbe på, fortæller Marianne Yde Helgstrand, der havde ekstra nerver på, da hun red på banen – netop fordi det var på hjemmebane.

– Mine ben rystede en hel del mere, end de plejer at gøre. Det er jo egentlig fjollet, for det er jo de samme mennesker, der kigger på, men det betyder noget, at vi er hjemme hos os selv, og så forpligter navnet Helgstrand jo også, må jeg indrømme, udtaler dagens Grand Prix-vinder.

– Jeg synes dog, at jeg fik styr på nerverne, og da jeg først kom i gang, kunne jeg slappe af, og vi havde en rigtig god tur, fortæller Marianne, som har pause lørdag for at ride Grand Prix Special søndag.

– Det bliver min debut. Jeg har ikke redet Grand Prix Special før, men nu har jeg redet min første tur, og de værste nerver er væk, så nu glæder jeg mig bare, siger hun, som også kan glæde sig over sønnens præstationer på dressurbanen.

Tidligere fredag blev Alexander Helgstrand nummer to både individuelt og for hold i Nations Cup, og det var hans debut som juniorrytter på internationalt niveau.

– Det var et stort pres for ham, men han klarede det super flot, så jeg er selvfølgelig meget stort af ham, slutter Marianne Yde Helgstrand.

Se klassens resultat her.

Copyright Ridehesten.com
Marianne Helgstrand.
Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner