Hestens Værns Ur til Gardehusar Svendbord

03-08-2007 10:44

Maja Golles

Gardehusar Svendborg, alias Mie Elisabeth Nielsen, har modtaget Hestens Værns Ur. Uret overrækkes den værnepligtige, som udmærker sig særligt ved godt horsemanship i forbindelse med omgangen med regimentets heste. Eskadronchef P. Holm, Gardehusarregimentet, udtaler: - Gardehusar Svendborg har under sin værnepligtstjeneste ved Hesteeskadronen udvist særlig stor interesse, flid og omsorg i omgang med regimentets heste. Hun tjener som et godt eksempel for alle hestefolk. Hestens Værns Ur blev overrakt af foreningens næstformand, berider John Randskov, ved en højtidelighed på Antvorskov Kaserne, som fandt sted i forbindelse med hjemsendelsen af værnepligtsholdet. For at blive bereden gardehusar gennemgår den værnepligtige først 3 måneders grunduddannelse inden den beredne tjeneste påbegyndes. Tjenesten i eskadronen stiller store krav til den enkelte gardehusar. Hestene skal rides hver eneste dag og passes døgnet rundt. Man skal deltage i eskorter, f.eks. ved nytårskur, udenlandske statsbesøg, ambassadørmodtagelser og opvisninger, og hver onsdag er der byridning i regimentets hjemby Slagelse. Kilde: Hestens Værn

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner