Britt Carlsen
I uddannelsen af springheste skal man have for øje, at hesten skal have opbygget sin selvtillid samt dens fysik og udholdenhed skal udvikles gennem det daglige dressurarbejde. Det er også gennem det arbejde, at hestens grundlæggende ridelighed bliver udviklet, og derfor bør dressurarbejdet, eller grundarbejdet om man vil, vægtes højt. Et hensigtsmæssigt træningsprogram forbedrer ikke kun kredsløbets kapacitet, det styrker også muskler, sener og ledbånd, så hestens fysik kan klare de øgede belastninger der er en konsekvens af springhestens job.
Det er naturligvis over forhindringerne på springbanen, at hesten skal yde sin hovedindsats, men planløs træning, som kun går ud på at overvinde nogle forhindringer, vil i det lange løb ikke føre til succes. Det er meget væsentligt at få lagt en træningsplan og skabt nogle hensigtsmæssige rutiner i det daglige arbejde, der gør hesten i stand til at udnytte sin kapacitet og sit potentiale optimalt.
Gennem forskellige springgymnastiske øvelser og springtræning over enkeltforhindringer og serier skal hesten lære at springe:
De vigtigste forudsætninger for det er, at hesten arbejder løsgjort og rytmisk i en god egenbalance.
Krav til springrytteren
Heste, der fra naturen er udstyret med den ønskede springteknik og kapacitet, kan ikke udnytte deres fulde potentiale, såfremt rytteren ikke besidder en rideteknik, der kan honorere de store krav til balance, indfølingsevne og behændighed, som springsporten kræver. Rytteren skal kunne tilpasse sig enhver situation på banen, både over springene og mellem forhindringerne, så vedkommende kan reagere hurtigt, sikkert og korrekt i sin måde at støtte og manøvrere hesten på.
En væsentlig forudsætning for at hesten kan springe fejlfrit er, at den kan få lov til, uforstyrret af rytteren, at springe op i sit skulder-/mankeparti og få lov til at strække sin hals og sit hoved frem og ned. Det er derfor vigtigt, at rytteren, ved at lægge sin hånd inden afsættet, i svævefasen og i landingen, giver hesten en mulighed for at tippe i lænden, så den kan løfte sine bagben op og bagud i nedspringet. Man hører ofte springryttere beskrive dette som ”hesten åbner op bagi”.
Hvis rytteren ikke er eftergivende i hånden over forhindringen, så bliver hesten låst og spændt i ryggen. Hvis hesten gennem et længere tidsrum bruger sin muskulatur forkert, vil den på langt sigt begynde at blive stiv og usmidig i kroppen.
Det daglige arbejde med hesten skal derfor også sigte på at styrke, men også smidiggøre, hestens overlinie.
Hesten springer og arbejder skævt
For overhovedet at kunne springe en forhindring har enhver springhest brug for at være i balance, at havde den tilstrækkelige fremaddrift og at blive placeret korrekt foran forhindringen. En væsentlig forudsætning for, at hesten kan arbejde i balance er, at den arbejder i ligeudretning.
Den kraft, der kommer fra bagparten, bør altid forplante sig ensartet frem igennem hestens længdeakse. En hest, der ikke er ligeudrettet, vil ikke galopere ens frem til begge tøjler og vil derfor belaste den ene side mere end den anden, hvilket igen kan føre til helbredsmæssige problemer. Desuden vil en sådan hest ofte skyde den ene skulder ud, hvilket igen kan have negative konsekvenser for dens balance, dens evne til at lade sig regulere, dens hurtighed og også dens økonomisering med sine springkræfter.
Heste har fra naturen en stærkere side. Det faktum er også medvirkende til at hesten let vænner sig til at springe skævt, såfremt rytteren ikke er opmærksom på at få styrket hestens svage side i det daglige grundarbejde. Såfremt hesten springer skævt bliver det forstærket, hvis man byder den for store forhindringer for tidligt i dens udvikling. Resultatet af dette er, at den er nødt til at bruge sin stærkere side mere for at løse opgaven.
I det grundlæggende dressurarbejde skal hesten først og fremmest lære at gå frem for schenklen, stoppe op for tøjlen og være schenkelret; hesten skal lære at gå væk fra schenklen. Det vil sige: trykker man hesten med venstre schenkel, skal den vige til højre og omvendt.
Hesten skal arbejde i en ramme mellem rytterens schenkel, tøjle og vægt. Oftest skyldes manglende ligeudretning hos hesten, at den vil unddrage at tage mere vægt på bagparten f.eks. i arbejdet på cirkelvolterne, og kompenserer for dette ved at forskyde sin bagpart. Det kan også skyldes, at rytteren sidder skævt. Derved lægges lidt mere vægt på rytterens ene ben, og den skævhed forplantes til hesten. Nogle ryttere bruger også deres indvendige schenkel og spore meget i arbejdet på cirkelvolten, så hesten bliver rundet om schenklen og ikke blot stillet og bøjet som voltesporet, det resulterer i, at hesten arbejdet på to spor.
For at rette skævheden hos hesten skal man derfor optimere sit grundlæggende dressurarbejde, og løse problemet i springtræningen.
Løsningsforslag til springtræningen
Hvis hesten springer skævt over forhindringen gælder det om at få rettet denne fejl så tidligt i dens uddannelse som muligt. Problemet er ikke så stort, mens forhindringerne er små, men det kan give alvorlige problemer i kombinationer og over større breddeforhindringer. Hvis hesten f.eks. har en tendens til at springe mod højre over forhindringerne, så kan det give ekvipagen store problemer i trekombinationerne. Hesten vil i givet fald for hvert spring komme længere og længere ud i kombinationens højre side, hvilket kan give problemer med afstanden i kombinationen. I særligt grelle tilfælde, vil hesten i det sidste spring komme så tæt på støtterne i springets højre side, at det kan medføre en refusering eller, at rytterens støvle/ben rammer støtten. Samtidig går spændstigheden i hesten tabt, når den springer skævt. Hesten skyder skulderen ud, og dermed mister man den samling og spændstighed i hesten, som man skal bruge i afsættet til at komme op over forhindringen.
At heste springer skævt på store forhindringer, kan dog også skyldes, at man er ved at nærme sig hestens grænse for kapacitet.
Til at løse det problem kan man med fordel anvende serien som vist i figur 1. De to á tempo-kryds leder hesten lige ind i serien. Hvorefter de to skråbomme leder hesten lige på forhindringen. Men alligevel kan man på billede 2 tydeligt se, at hesten blot springer på skrå ud over skråbommen. Rolf-Göran Bengtsson løser det problem, ved at placere en skråbom ud fra forhindringens højre bagside. Samtidig med at denne skråbom placeres for at lede hesten mere ind mod forhindringens midte, åbnes forhindringens venstre side, ved at flytte den venstre skråbom på forhindringens forside lidt ud mod venstre. På den måde giver det hesten det indtryk, at der er bedre plads såfremt den springer mod venstre, og dermed springer hesten, som man kan se på billede 3 lige over forhindringen.
Man skal beholde bommen i forhindringens venstre side, for ellers vil man måske opnå, at hesten i stedet for at springe til skrå mod højre begynder at springe til venstre.
Man skal huske at ride ind i serien med hesten ligeudrettet, eller såfremt den springer mod højre, ride mod serien i venstregalop med hesten stillet en anelse til højre, for derigennem at have bedre styr på hestens højre skulder.
For at give hesten de optimale muligheder for at springe lige over forhindringen, så skal rytteren også ride i det rigtige grundtempo, og bevare en rytmisk galop med en ensartet størrelse på galopspringende, og med tilstrækkelig energi og fremaddrift mod forhindringerne. Det sikrer, at hesten inden springet har den fornødne energi og drivkraft til et smidigt afsæt.
Kilder:
Den klassiske uddannelse af rytter & hest, bind 2 – udgivet af Mediehuset Wiegaarden
Problemløsning i serier, magasinet Ridehesten
