Hest & Rytter-bladet lukker ned

05-01-2023 15:57

Trine Askjær-Jørgensen

Tabloid A4-avisen Hest & Rytter er udkommet for sidste gang i december 2022, og der er en god grund til, at du ikke længere kommer til at se det ude i din rideklub eller hos din lokale rideudstyrsforretning

Copyright Ridehesten.com
Det sidste Hest & Rytter-blad er udkommet.
Nyheden fortsætter efter annoncen

Tabloid A4-avisen Hest & Rytter har haft et langt og godt liv på intet mindre end 32 år, men nu er tiden kommet til at lukke bladet ned.

Familieforetagendet, der er blevet udgivet af De Danske Blade ved Dan Nielsen, med hjælp fra blandt andet hans hustru Rose og datter Marie Louise, var i sin storhedstid et blad på over 60 sider.

Gratismagasinet har været at finde rundt omkring i landets rideklubber og rideudstyrs butikker.

Bladet har været medlemsblad og officielt organ for Firkløverets Springakademi, Fjordhesteavlen, Connemara Foreningen, Grænseegnens Holstenerforening, Hannoveraner – afdelingen i Danmark og Dansk Pinto Forening.

Nyheden fortsætter efter annoncen

Nogle af bladets ledende skribenter har blandt andet været Leif Törnblad, Hanne Vallentin og Henrik Jørgensen. Henrik Jørgensen kender de fleste fra præmieoverrækkelserne ved de helt store stævner herhjemme.

Dan Nielsen var tidligere ansat på Frederiksborg Amtsavis, hvor han arbejdede i mange år. Efter det lavede han i flere år fire erhvervsblade. Qua sin hesteinteresse tog han til hoppe- og følskuer og blev som en af de første på Sjælland medlem af det, der senere skulle blive til Dansk Varmblod. Efter en dommeruddannelse i dette forbund kom han for 32 år siden på at lave bladet Hest & Rytter.

Med sin tabloidavis Hest & Rytter har han uden tvivl været en stor drivkraft og institution i hesteverdenen, men december-nummeret 2022 bliver det sidste Hest & Rytter-nummer i sin hidtidige form, da familieforetagendet er ramt dels helbredsmæssigt, og dels har man indset at en høj alder har sine naturlige begrænsninger.

Dan bliver snart 89 år, og hans kone Rose, der har stået for bogholderi, administration og bookinger, er 75 år, og vil gerne nyde sin pensionstilværelse. Samtidig er datteren Marie Louise på 31 år fuldt beskæftiget med sit faste job i en anden branche.

En medvirkende årsag har også været, at der er kommet prisstigninger på 70% på papir samtidig med, at mange andre omkostninger er steget betydeligt fra 1. januar 2023. Derfor er det rette tidspunkt kommet til at sige tak for kampen og tak til alle bladets trofaste læsere og annoncører.

Copyright Ridehesten.com
Dan Nielsen. Foto: Ridehesten.com/Jørgen Bak Rasmussen
Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner