Herning – sikke et stævne!

09-03-2020 15:56

Jeg elsker hele det store set-up, der er i forbindelse med Dansk Varmblods hingstekåring i Herning. Men i år blev det lige en tand for spændende – det sørgede en gang corona-virus for

Copyright Ridehesten.com
Ditte var særdeles velspringende hele ugen, men vi havde ikke lige det sidste held med os inde på banen. Men er så tilfreds med hende! Foto: Ridehesten.com/Mette Emilie Pedersen
Nyheden fortsætter efter annoncen

Hingstekåringen i Herning. WOW! Uden tvivl årets stævne. Jeg har været så heldig at deltage nu for tredje år i træk på min fantastiske dejlige hoppe Dithmarsia, også bare kaldet Ditte i daglig tale. Samtidig var jeg også på arbejde, da jeg hjalp til med dækningen her fra Ridehesten.com. Så der var hele tiden noget at lave, og hvis man havde et ledigt øjeblik, så faldt man helt sikkert i snak med nogen. For det er uden tvivl årets samlingspunkt!

Som avler interesserer jeg mig også for den avlsmæssige del af hingstekåringen, hvilket bl.a. betød at jeg fulgte godt med i selve hingstekåringen. Selvfølgelig kun springhingstene, for det der dressur er ikke lige mig. Unghestechampionatet fik jeg desværre ikke set noget af i år, da det desværre bl.a. lå samtidig med at jeg selv skulle ride. Det plejer ellers også at være højt på listen over ”must see”. Men kort og godt så sker der så meget i Herning, at har man en anden rolle end at være tilskuer, så er det svært – hvis ikke umuligt - at nå at se det hele. Men det er jo noget af det fede ved Herning – at der sker så meget godt hele tiden!

Det var dog ikke nogen hemmelighed, at statsministerens udtalelser i fredags lige gav et ordentlig gisp i alle. Der gik ikke lang tid, før det blev meldt ud, at der et par timer senere ville komme en udmelding fra arrangørerne omkring den fortsatte afvikling af arrangementet. Helt præcist kl. 14.00.

Jeg valgte at indfinde mig i pressecenteret da klokken nærmede sig 14.00. Her var stemningen aldeles presset, og alle ventede bare på at få en afklaring. Det hele var så spændt, at hver gang pressechefens – som var Ridehestens redaktør Britt Carlsen – telefon ringede, så tiede alle i lokalet stille. Især da klokken efterhånden var blevet et stykke over 14.00. Var det det afgørende telefonopkald, der meddelte om hele arrangementet blev aflyst? Alle ville høre hvad der blev sagt, men gang på gang blev man skuffet – endnu en der ville høre, hvad status var. Endnu ikke nogen endelig meddelelse.

Nyheden fortsætter efter annoncen

Og det var ikke spor bedre ude i messeområdet. Her var stemningen også særligt trykket jo tættere klokken var på 14.00, og folk sad med deres telefoner i hånden og ventede på den afgørende meddelelse. Klokken nåede ikke at blive mere end et par minutter over 14.00, før Ridehesten.com’s hjemmeside og DVherning.dk gik ned – så mange forsøgte på en gang at få noget at vide, og det pres kunne serverne ikke holde til.

Heldigvis er facebook gearet til et meget større pres af mennesker på en gang. Lige så snart meddelelsen var ude, kom den på facebook, og aldrig før har jeg set et kommentarspor på ridehesten få så mange kommentarer, på så kort tid. På ca. et kvarter var der over 200 kommentarer, heraf var der selvfølgelig mange tags.

Til min store glæde blev arrangementet heldigvis fortsat afholdt. Som det blev sagt på pressemødet, så havde rigtig mange allerede været der fra og med tirsdag, hvilket vil sige i fire dage på daværende tidspunkt. Rigtig mange er gengangere – alle rytterne, hestepasserne, de frivillige, os i pressecenteret og mange flere var der i alle dage. Jeg synes personligt, at det var den helt rigtige beslutning, der blev taget. Men jeg håber også, at dem der arbejder med borgere, der kan have en ekstra risiko i forbindelse med coronavirussen, valgte at blive væk eller gå i en frivillig karantæne ved hjemkomst. Personligt har jeg taget mine forholdsregler overfor mine medmennesker, men er også glad for at mit liv ikke skulle gå helt i stå midt i et arrangement, der allerede var i gang.

Så kæmpe tak til arrangørerne for at holde fast i at afvikle resten af arrangementet. Jeg glæder mig allerede til næste år – Herning, tak for kampen i år! Næste år er det forhåbentligt uden herpes, coronavirus og/eller noget helt tredje!

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner