Charlotte Kusk Berwald
Selvom Henriette Bendorff lider af spinocerebellar ataksi har hun besluttet sig for at det ikke skal have lov at begrænse hende. Så simpelt kan det siges. Som den første i Danmark er hun blevet parakusk og hun håber at det kan blive lige så udbredt i Danmark som det er i Sverige, Tyskland og Holland.
Spasserpasserponyen, der altid passer på
Tilbage i 2008 begyndte Henriette at prøve kræfter med køresporten og her fandt hun hurtigt sin rette hylde. Dengang kørte hun med sin lille knapstrupper, mest fordi han skulle til materialprøve og så blev hun bidt af sporten.
– Min sygdom kræver at jeg holder gang i kroppen og hovedet. Hvis jeg skal ride så kan det kun blive i skridt, så snart jeg kommer i vognen kan der komme mere fart over feltet. Ærligt talt så savner jeg ikke at ride, det er det her, der er det helt rigtige for mig, fortæller Henriette til Ridehesten.
Da hun ville til at køre på højere niveau indkøbte hun Kato på 123 cm. som hun har kendt siden han var føl. Udover at være en smart og sporty pony, der ser godt ud foran vognen, er Henriette ikke et øjeblik i tvivl om at Kato også er en meget intelligent pony. – Hvis jeg taber linerne standser han op. Han har hele et øje på mig som om han godt ved at jeg har brug for lidt hjælp i ny og næ. Det er også sådan han fik kælenavnet spasserpasserponyen, fortæller Henriette, der generelt tager det hele med et smil. Hun tabte i øvrigt linerne foran en dommer til et stævne og hun er ret sikker på at det var en af årsagerne til at Kato blev årets hest i køreforbundet i 2018.
Så lidt hjælp som muligt
Det er helt med vilje at Henriette har valgt en mindre pony. Katos højde gør at hun selv kan passe ham og det betyder alt for kusken, der tidligere har været landmand og haft malkekøer. Det daglige arbejde med ponyen giver nærhed og hun er helt sikker på at det også netop er derfor Kato er så god til at passe godt på hende. Når hænderne ikke helt virker, kan hun i stedet køre Kato for stemmen. Henriette er spændt fast på vognen, ligesom hun har håndtag på linerne. Hun er klassificeret for livstid i grad 1A, hvilket er den mest handicappede grad. Derfor har hun også krav på langt mere hjælp end hun har taget imod.
– Der er ingen grund til at gøre mig mere handicappet end jeg er. Hvis jeg får brug for flere hjælpemidler siger jeg selvfølgelig til, fortæller hun.
Et uundværligt team
Henriette er siden 2012 blevet trænet af Kurt Klindt, der dermed kender kusk og pony ganske godt efterhånden. Foråret skal bruges på at øve det nye dressurprogram, der gerne skal sidde helt i skabet til VM. Henriette betegner sig selv som lidt af en dressurnørd. Derudover knokler hun også for at finde sponsorer, der vil støtte hende og Kato så de kan komme til Holland og repræsentere Danmark.
Minder meget om military
Køresporten minder meget om military. Først køres der dressur, så køres der maraton, som er et forhindringsløb, der minder om terrænspringning. Til sidst er der kegleløbet, hvor boldene ikke må falde af keglerne. Dette minder meget om ridebanespringning. For det meste kører Henriette mod raske kuske, da hun jo som sagt er landets eneste parakusk.
– Vores program er lidt kortere, ligesom vi har 5-6 maratonforhindringer, i stedet for 6-7 for de raske. I kegledelen har de raske tyve porte og vi har femten. Og så har jeg lov til at bruge mit lille motorkøretøj når der er banepåvisning til maraton. Ellers er der ikke den store forskel, slutter Henriette.
