Helgstrand ikke selv på 200 timers video

02-11-2023 11:12

I forbindelse med et interview mellem DRF og BT er TV 2 blevet opmærksomme på, at der imidlertid er opstået misforståelser, hvilket Dansk Ride Forbund naturligvis ønsker at adressere og korrigere

Copyright Ridehesten.com
Andreas Helgstrand. Foto: Ridehesten.com/Jørgen Bak Rasmussen

TV 2 Dokumentars redaktør, Ketil Alstrup, har bedt om uddybende svar på en række spørgsmål vedrørende TV 2’s optagelser og et tidligere udgivet interview mellem BT.dk og Jakob Ravnsbo. I interviewet blev Jakob Ravnsbo bl.a. citeret for følgende udtalelser:

– Jeg er ikke rytter, og det sagde jeg også til TV 2, da jeg så udsendelsen. Derfor bad vi vores dyrlæge om at kigge på det, og hun mente ikke, det var rollkur samt: De (red. optagelserne) var ikke så voldsomme, som TV 2 gav udtryk for i retten, men det lå uden for, hvad vores veterinærkonsulent mener, at Dansk Ride Forbund synes, er acceptabelt.

Rollkur eller ej
Jakob Ravnsbo fejlciterede veterinærkonsulent Mette Uldahl grundet en misforståelse i tolkningen af den veterinærfaglige rapport. Han citerede Mette Uldahl for ikke have set bevis for benyttelse af rollkur-metoden i det fremlagte materiale fra TV 2, hvilket også lå til grund for det daværende svar til BT. Det er imidlertid blevet klargjort at DRF’s veterinærkonsulent mener, at der blev gjort brug af rollkur-metoder. DRF vil understrege, at uanset om ridningen på det viste materiale kategoriseres som rollkur eller ej, fremstår den som for forceret og voldsom, og er dermed i strid med DRF’s etiske retningslinjer. DRF har i den forbindelse bedt Andreas Helgstrand forholde sig til dette og indføre en række tiltag, som skal sikre den rette håndtering og management af hestene hos Helgstrand Dressage.

Uanset om de udvalgte klip er enkeltstående tilfælde, eller symptomatisk for den ridning der foregår, er det i strid med DRF’s etiske retningslinjer. Helgstrand Dressage har indført tiltag for at efteruddanne al personale og kontrollere, at lignende ikke forekommer fremadrettet.

Jakob Ravnsbo, understreger alvoren i det fremviste materiale, og uddyber:

– Der var tale om flere forskellige ryttere på billederne. Derfor rettede vi henvendelse til Andreas Helgstrand, i hans egenskab af direktør for Helgstrand Dressage, og bad om hans kommentarer. Det resulterede i et møde mellem Dansk Ride Forbund og Andreas Helgstrand, hvor vi fik stillet i udsigt, at der ville blive gennemført en række tiltag for at sikre, at ridning som det, vi så og hørte på klippene, ikke fandt sted. Efterfølgende har Helgstrand Dressage oplyst, at der nu er indført regelmæssige eftersyn af alle hestene på stedet for at konstatere, om der er skader efter misbrug af sporer eller bid, ligesom mulighederne for at få audits fra eksterne myndigheder til at gennemgå hestene, undersøges. Det oplyses, at det overfor rytterne er indskærpet, hvordan ridning skal foregå, og der følges via ryttermøder. Derudover er der beskrevet en række andre tiltag, der er gennemført for at forebygge tilsvarende hændelser, hvilket også var helt nødvendigt.

Der er, efter offentligheden blev bekendt med de skjulte optagelser lavet af TV 2, blandt andet stillet spørgsmålstegn ved Andreas Helstrands deltagelse ved EM i dressur. Hertil siger Jakob Ravnsbo:

– Det er et spørgsmål, der har været nøje drøftet i bestyrelsen; altså om optagelserne og den ridning der var forevist fra Helgstrand Dressage, var af en sådan karakter, at Andreas Helgstrand ikke kunne være med i landsholdstruppen. Der er ikke tale om, at nogle er hævet over reglerne. Reglerne gælder for alle. Omvendt, er der også retssikkerhed for alle. Andreas Helgstrand optræder ikke på et eneste af videoklippene og efter det oplyste, optræder han slet ikke på de mange, næsten 200 timers optagelser, der er fra ridehallen. Omvendt har Andreas Helgstrand, som direktør i Helgstrand Dressage, det overordnede ansvar for, hvordan tingene foregår og hvordan hestene behandles. Efter TV2’s optagelser og DRF’s henvendelse kan han i hvert fald ikke være i tvivl om, at der er et problem, og at det problem skal løses.

Læs hele artiklen på Dansk Ride Forbund.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner