Har hesten trætte muskler?

16-08-2012 07:02
Forskere er i gang med at udvikle et apparat, der kan gøre ryttere og andre i stand til præcist at vurdere, hvor trætte hestens muskler bliver under træningen
Copyright Ridehesten.com
Modelfoto: Ridehesten.com

Overflade elektromyografi (EMG) er et nyere analytisk redskab, der kan måle muskelaktivitet gennem sensorer, som sættes fast på huden. Det giver et indblik i både, hvordan musklerne arbejder og hvornår de begynder at blive trætte. Normalt vurderes hestens træningsmængde i forhold til træthed subjektivt af rytter eller træner, og muskeltræthed kan let føre til skader, så forskerne ønskede at teste (EMG) for at se, om der her kunne være en bedre og mere objektiv metode. Forskerne satte EMG-sensorer på nogle væddeløbsheste og lod hestene galopere op ad bakke og sammenlignede derefter målingerne med rytters/træners vurdering af hesten. Forsøget viste bl.a. at muskelaktiviteten varierede betydeligt under træningen med mange stigninger og fald. Der var også store forskelle i muskelaktivitet fra den ene hest til den anden, hvilket understøtter formodningen om, at heste bør trænes efter individuelle træningsplaner tilpasset den enkelte. Noget interessant ved undersøgelsen var, at resultaterne fra EMG’en ikke stemte overens med rytters/træners vurdering af hestens muskelaktivitet. Ingen af undersøgelsens heste oplevede reel muskeltræthed, på nær to heste, der oplevede forbigående muskeltræthed, som de dog hurtigt kom sig over. For størstedelens vedkommende var muskelaktiviteten ligeligt fordelt mellem venstre og højre side. Alt i alt mente forskerne, at forsøget var en succes, især da EMG’en er let at benytte og kan give ryttere og trænere et øjebliksbillede af hestens muskelaktivitet undertræningen – dermed kan det gå hen og blive et værdifuldt redskab i træningen af heste. Kilde: The Horse

Kristine Ulsø Olsen

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Kristine Ulsø Olsen