Kristine Ulsø Olsen
Få viden om ridebaner - online
Ridebaner er det første emne som Skibby HC vil tage fat i, når de påbegynder en række af onlineforedrag for alle hesteinteresserede. Ved at deltage i det første foredrag, får man blandt andet mulighed for at blive klogere på, hvordan en ridebane etableres helt fra bunden af, samt hvilke materialer der skal bruges.
Grundlæggende vil foredraget omhandle ridebanens opbygning og toplag samt vedligehold af ridebaner. Her kan man blive klogere på, hvordan en ridebane bliver opbygget, hvordan den bedst muligt vedligeholdes, hvor meget den skal vandes, hvilken type bund og toplag der egner sig bedst til fx springning eller dressur, om der skal være måtter i en ridebane, hvad et ebbe/flod-system er og meget mere. Foredraget vil også berøre hvilke maskiner der skal bruges, om- og hvordan der skal lægges dræn, hvilke materialer man skal bruge, og hvilke man bør undgå.
Til slut vil Skibby HC også fortælle om optimal vedligeholdelse af ridebanen, samt forventet levetid i forhold til valg af materialer.
Vi vil gerne dele ud af vores viden
Oprindeligt skulle Skibby HC havde været til hingstekåringen i Herning, hvor de hvert år udstiller, men da det som bekendt aflyst, måtte der tænkes nyt.
– For 2 år siden lavede vi et foredrag, som var så stor en succes, at vi måtte dele det over to dage og med den nuværende coronasituation, var det oplagt at udbyde det kommende som online foredrag. Vi vil rigtig gerne dele ud af vores store viden omkring ridebaner, så folk både kan se hvad vi kan byde ind med og så dem der selv vil, kan komme godt i gang, fortæller Janus Haubroe fra Skibby HC.
Det første online foredrag vil finde sted torsdag den 18. februar kl. 19.00
Læs mere på Skibby HC's hjemmeside HER, hvor også tilmeldingen foregår.