Trine Askjær-Jørgensen
Ved det internationale springstævne i Linz-Ebelsberg, Østrig, er en lang række danske springryttere i denne weekend til start i både 1- og 3-stjernede samt unghesteklasser.
Én af dem red en særdeles flot runde i dag. Med den 11-årige, røde vallak Carl-Heinz B. e. Chacco-Blue/ Quality, som også var hans VM-hest 2022, red Lars Bak Andersen en fejlfri runde i tiden 67,01 sek. i den 150 cm høje 3-stjernede klasse. Dermed kunne han indtage fjerdepladsen i den internationale "Gold-Tour", som klassen hed.
– Jeg havde en super runde med Carl-Heinz i dag. Selvfølgelig var det lidt specielt, at vi pludselig måtte rykke indenfor, men han var super springende, og jeg kender ham selvfølgelig også. Jeg har haft ham et års tid efterhånden, så vi kender hinanden rimelig godt, og det var en god runde, vi fik lavet her. Det er jeg superglad for, fortæller Lars Bak Andersen og fortsætter:
– Det er et fint stævne hernede, og der er mange danske kollegaer, så vi hjælper hinanden og har et godt sammenhold.
Stævnet afvikles egentlig udendørs, men da der er kommet 30-40 mm regn de sidste 24 timer, blev det i formiddags rykket indenfor. Se video af ridtet her: