Guld til Totilas og Digby var en stor oplevelse i küren

02-10-2010 04:27

Britt Carlsen

WEG Kentucky | Det blev som forventet guld til Moorlands Totilas og Edward Gal i küren, mens Dansk Varmblod fik endnu en sølvmedalje da Mistral Højris gentog placeringen fra Specialen, og så viste prinsesse Nathalie og Digby et eminent og fejlfrit kürprogram, der gav dem 7. pladsen

Moorlands Totilas og Edward Gal skrev sig ind i historiebøgerne med deres tredje VM-guld ved WEG i Kentucky. Dommerne tildelte ham sejren med 91,8% og det endog i et program med flere småfejl. - Han var meget spændt i begyndelsen, derfor kom fejlene, men han blev bedre og bedre, sagde Gal om sin verdensstjerne efter sejren. Dansk Varmblod fik endnu en VM-sølvmedalje idet engelske Laura Bechtolsheimer red Mistral Højris e. Michellino opdrættet af Betty Rasmussen, Varde til 85,35%. USA fik endnu en bronzemedalje og igen var det Steffen Peters og Ravel der sikrede amerikanerne en medalje med et ridt der blev vurderet til 84,9%. Prinsesse Nathalie og Digby e. Donnerhall opdrættet af HKH Prinsesse Benedikte leverede en helt eminent præstation, snorlige serier, flotte pirouetter og passage og piaffe, så publikum bag mig gispede af beundring. Hendes ridt blev vurderet til 78,75%, hvilket gav hende en flot og særdeles velfortjent 7. plads i kürfinalen. Dermed satte prinsesse Nathalie et fornemt punktum for en flot dansk indsats på dressurbanen ved WEG i Kentucky - dansk ridesport og dansk varmblodsavl har sat deres positive præg på verdensmesterskaberne.

Links

Læs meget mere om dressurkonkurrencerne, de nye ansigter på den internationale dressurscene med meget mere i magasinet Ridehestens novembernummer.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner