Guld til Strandagergaard

11-06-2023 17:50

I denne weekend er vinderne af dette års Agria DRF mesterskab for klubhold i dressur blevet kåret ved stævnet hos Sportsrideklubben

Nyheden fortsætter efter annoncen

Igen i år har Sportsrideklubben været værter for Agria DRF mesterskab for klubhold i dressur i de smukke omgivelser i Bernstorffsparken. I går lagde Strandagergaard Rideklub stærkt ud med topplaceringer i tre ud af fire programmer og efter endnu fire flotte præstationer i dag, blev det rytterne fra Strandagergaard Rideklub som nu kan kalde sig for danmarksmestre for klubhold i dressur 2023. Holdet opnåede samlet 423,525 procentpoint og tog sejren med komfortable 6 procent ned til mesterskabets andenplads, som blev Ertebjerggaard Sportsrideklub med samlet 417,550 procentpoint. På tredjepladsen i dette års mesterskab blev det Vejle Rideklub med 413,856 procentpoint.

Holdet bestod af Kathrine Springborg på Springborgs Abiza e. Agard's Ibiza/Rubin-Royal (opdr. Stutteri Springborg), som i dag red en LA5 til 73,500% og blev vinder af klassen. Ekvipagen havde mange højdepunkter i både trav og galop herunder øgninger som blev belønnet med 7,5 og 8 af klassens dommere. Holdets anden rytter, Michala Damm-Frydenberg på Heslegård's Filuna e. Fürstenball/Heslegård's Louis (opdr. Heslegård Stutteri) red i dag en MB1 til 69,009% med hvor særligt sidebevægelserne blev belønnet med gode karakterer.

Nyheden fortsætter efter annoncen

Helene Melsen på Ranger e. Skovens Rafael/Tailormade Temptation (opdr. Lena og Ulrik Kristensen) var holdets MB2 ekvipage og vandt ligeledes deres klasse med 69,693% efter et flot program, med kun et par dyre fejl, men også mange flotte øvelser herunder blandt andet middel- og fri trav. Sidst, men ikke mindst red Lea Colding-Jørgensen på Sixtus Klint e. Sieger Hit/His Highness (opdr. Gitte og Poul E. Klint Larsen) i dag et stabilt program i PSG til 66,667%.

Sølvmedaljen blev vundet af Ertebjerggaard Sports Rideklub, mens Vejle Rideklub sikrede sig bronzemedaljen. 

Resultater fra stævnet.

Ridehestens fotograf har taget billeder i dagens PRM og PSG samt A-finalerne, se dem her på hjemmesiden i starten af næste uge.

Anna Pørtner

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner